Brændende bil overmalet med Israel-fjendtlige budskaber i Sydney
Politi arbejder på stedet, hvor en bil natten til onsdag blev sat ild til i Sydney i Australien. På bygningen bagved står "Kill Israiel", som er forkert stavet og betyder "Dræb Israel". Foto: Handout/Ritzau Scanpix
To personer er eftersøgt i Australien for at sætte ild til en bil og male Israel-fjendtlige budskaber på den.
To maskerede personer har natten til onsdag dansk tid malet Israel-fjendtlige budskaber på en bil og sat ild til den i en forstad til den australske storby Sydney.
Det oplyser politiet i delstaten New South Wales.
Politiet har iværksat en eftersøgning af gerningsmændene, der af politiet beskrives som "to mandlige personer på maksimum 19 år". De blev set løbe fra den brændende bil i de tidlige morgentimer lokal tid.
Gerningsmændene havde selv kørt i bilen, før de satte ild til den og overmalede den, et andet køretøj samt to bygninger og en sti med de Israel-fjendtlige budskaber.
Billeder i lokale medier viser de forkert stavede ord "Kill Israiel", der på dansk betyder "Dræb Israel", malet med sort på en hvid væg.
Væggen blev kort efter malet over.
Premierminister i Australien Anthony Albanese kalder på det sociale medie X episoden for "antisemitisk".
- Jeg står sammen med den jødiske befolkning og fordømmer utvetydigt dette angreb. Der er ikke plads til had og antisemitisme i vores land, siger han.
I denne uge har man nedsat en taskforce i politiet, som skal undersøge antisemitiske angreb, fortæller premierministeren.
Tirsdag besøgte Albanese de forkullede rester af en synagoge i Melbourne, som også blev udsat for et formodet angreb fredag. Ingen kom alvorligt til skade, da personer, som befandt sig i synagogen, formåede at evakuere bygningen.
En antiterrorenhed i australsk politi har iværksat en eftersøgning af tre personer, som det mener, er ansvarlige for at sætte ild til synagogen, oplyste delstaten Victorias politi mandag.
Politikommissær Shane Patton sagde på pressemødet, at myndighederne har fastslået, at det "sandsynligvis er et terrorangreb, som har fundet sted".
Der er endnu ikke nogen, som er blevet anholdt i forbindelse med branden.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker