Brændstofkaos i hollandsk lufthavn for anden gang på to uger
I Schipol-lufthavnen ved Hollands hovedstad, Amsterdam, er der igen problemer med, at fly ikke kan tanke brændstof. Samme problem opstod i slutningen af juli. (Arkivfoto) Foto: Ramon Van Flymen/Ritzau Scanpix
Ramon Van Flymen/Ritzau Scanpix
Schiphol-lufthavn har igen oplevet, at fly ikke kan tanke. Problemet er løst, men der er fortsat forsinkelser.
Den store Schiphol-lufthavn ved den hollandske hovedstad, Amsterdam, har fredag aften for anden gang på to uger døjet med store forsinkelser.
Ligesom sidst kunne flyene ikke lette, da det ikke lod sig gøre at fylde brændstof på flyene.
Den hollandske statsradiofoni, NOS, viderebragte de første meldinger om problemerne kort før klokken 21. Omkring klokken 21.30 oplyser lufthavnen på Twitter, at problemet er løst, men at der fortsat kan være aflysninger og forsinkelser.
Det er normalt efter en stor nedlukning, at det tager tid at få trafikken tilbage i normal gænge.
Det er ikke umiddelbart til at sætte tal på, hvor mange afgange og passagerer, der har været berørt af problemerne.
Fejlen lyder umiddelbart som en gentagelse af problemerne 24. juli, hvor op mod 30.000 passagerer strandede i lufthavnen.
Også dengang blev det forklaret med problemer med et brændstofsystem, der omfatter et stort ledningsnet i lufthavnen.
Ifølge NOS bliver systemet drevet i fællesskab af luftfartsselskabet Air France-KLM og olieselskaberne Shell, BP, Esso, Q8, Statoil, Texaco og Total.
24. juli blev 180 fly aflyst på grund af brændstofproblemerne, og bare en fjerdedel af de fly, der skulle være landet i Schiphol den aften, ankom.
Schiphol-lufthavnen er ifølge nyhedsbureauet Reuters Europas tredjestørste lufthavn.
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker