Brahimi: Krigen i Syrien er i forværring

Borgerkrigen i Syrien bliver værre og værre, og mens kampene raser, står den syriske befolkning over for en alvorlig fødevarekrise.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det siger FN's og Den Arabiske Ligas særlige Syrien-udsending, Lakhdar Brahimi, som mandag briefede FN's Sikkerhedsråd efter sit besøg i det krigshærgede land.

Tortur af fanger er blevet "rutine", siger Brahimi, og syrerne er blevet bange for at tage til hospitaler, der hvor regeringens styrker har kontrollen.

Samtidig er hele landet truet af en alvorlig fødevarekrise, fordi kampene mellem regeringsstyrker og oprørere mange steder har gjort det umuligt at høste afgrøderne på markerne.

Brahimi erkender samtidig, at en løsning på konflikten ikke umiddelbart er i sigte.

- Der er ikke udsigt til, at det går fremad hverken i dag eller i morgen, siger han til pressen efter mødet med Sikkerhedsrådets medlemslande.

Udsendingen, som mødtes med den syriske præsident Bashar al-Assad i Damaskus for nylig, fortalte endvidere Sikkerhedsrådet, at den syriske regering vurderer, at der i dag er omkring 5000 udenlandske krigere i landet.

Syriens regering forsøger i stigende grad at fremstille konflikten som en "udenlandsk sammensværgelse", sagde Brahimi ifølge FN-diplomater på mødet, der fandt sted bag lukkede døre.

Den nu 18 måneder lange konflikt har kostet over 29.000 mennesker livet, vurderer syriske aktivister.

Mandag bombarderede syriske fly og kampvogne oprørernes positioner flere steder i Syrien.

Mindst 60 mennesker meldes dræbt i løbet af dagen, heriblandt syv børn.

FN's særlige udsending vurderer, at de blodige uroligheder har sendt 1,5 millioner mennesker på flugt fra deres hjem.

/ritzau/AFP