Bramsen melder trænede soldater klar til Irak-mission

Forsvarsminister Trine Bramsen (S) er onsdag og torsdag til møde med sine kolleger i Nato, hvor hun vil gøre det klar, at danske soldater er klar til at overtage ledelsen af Natos træningsmission i Irak fra udgangen af året. (Arkivfoto) Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Danmark overtager i år ledelsen af Natos træningsmission i Irak. Danske soldater er klar, siger minister.

Offentliggjort Sidst opdateret

Omkring 210 danske soldater er trænet og klar til at tage til Irak, når Danmark i slutningen af året overtager ledelsen af Natos træningsmission i landet.

Det siger forsvarsminister Trine Bramsen (S). Hun er fra onsdag eftermiddag og torsdag til Nato-møde med alliancens forsvarsministre.

Her vil hun gøre det klart, at Danmark har gjort personel klar til afgang.

- Vi har en folketingsbeslutning om, at Danmark skal overtage Natos mission i Irak. Derfor kommer jeg til at give en klar melding: Danmark har trænet danske soldater, og Danmark er fortsat klar til at overtage ledelsen af missionen.

- På mødet bliver det et centralt emne, hvordan vi skal overtage missionen, hvordan den skal ledes, og hvilke lande som støtter op med bidrag i form af soldater, siger hun.

Nato satte i januar træningsmissionen på pause, da et amerikansk bombeangreb rettet mod en iransk general nær hovedstaden Bagdad skabte uro i landet.

Coronakrisen har imidlertid også givet udfordringer de seneste måneder, men Bramsen understreger, at det nu er tid til at se fremad og få de sidste ting på plads, så Danmark kan overtage ledelsen af missionen.

- Forberedelserne pågår stadig, og derfor skal vi på mødet have nogle afklaringer i forhold til vores operationelle styrker i Irak.

- Jeg vil kræve, at der er lande, som giver tilsagn om, at de fortsætter deres engagement i Irak, siger hun.

Efter planen overtager Danmark ledelsen af missionen fra Canada i november-december og frem til midten af 2022.

Missionen består af op til 500 stabsofficerer, rådgivere og støttepersonel fra Nato-lande samt Australien, Finland og Sverige.

Udover at varetage ledelsen af missionen vil Danmark blandt andet bidrage med en stab, cirka 210 soldater og fra maj 2021 op til tre helikoptere.

Formålet med missionen er at styrke Iraks sikkerhedsstyrker, så man undgår at den militante bevægelse Islamisk Stat igen får fodfæste i området.