Brand hærger Egyptens indenrigsministerium

En brand er brudt ud i en af Egyptens indenrigsministeriums bygninger i det centrale Kairo. Det er sket kort efter, at tusindvis af politifolk tirsdag demonstrerede med krav om bedre arbejdsforhold, oplyser en korrespondent for nyhedsbureauet AFP.

Tyk, sort røg væltede op i himlen og ilden spredte sig til en anden af ministeriets bygninger i Lazoghly-området i Kairo. To mennesker er ifølge det officielle nyhedsbureau Mena kommet til skade ved branden.

- Pludselig væltede der flammer ud fra bygningen fra tredje eller fjerde etage, oplyser øjenvidnet Walid Ibrahim til egyptisk stats-tv.

Det står ikke umiddelbart klart, hvad der er årsagen til branden. Demonstranter på stedet nægter at have noget som helst med det at gøre.

- Vi krævede at komme til at forhandle med ministeren om lønninger, og pludselig så vi flammer stå ud af bygningen, siger Essam Issa, en politibetjent, der protesterer uden for ministeriet.

- De vil give os skylden, men vi har ikke noget med det at gøre, tilføjer han.

Militærfolk, der beskytter bygningen, har anholdt en person på stedet. Det har ophidset demonstranterne, der er kommet i håndgemæng med soldaterne. De har affyret varselsskud op i luften for at sprede menneskemængden, skriver Mena.

Politiet satte ild til den samme bygning 23. februar efter at have krævet at blive genansat. 13 tidligere politifolk er blevet fængslet i fem år for brandstiftelsen.

Egypten har oplevet en stribe arbejdsmarkedsprotester siden de 18 dages demonstrationer mod præsident Hosni Mubarak. De udløste hans tilbagetræden 11. februar, men det har langt fra løst alle Egyptens interne problemer.

/ritzau/Reuters

En bygning i det egyptiske indenrigsministerium står i flammer i det centrale Kairo.

Offentliggjort Sidst opdateret