Brand i kinesisk mine koster 28 livet

Mindst 28 arbejdere er omkommet i en ulykke i en kulmine i det nordvestlige Kina.

Ulykken skete lørdag nær byen Hanchen i Shaanxi-provinsen, meddeler regeringskilder til nyhedsbureauet Xinhua.

Xinhua nævner ikke noget om årsagen til ulykken, men ifølge lokale medier var det en brand i elektriske kabler i mineskakten, der fik de katastrofale følger.

Den 21. juni blev 47 arbejdere dræbt ved en eksplosion i en statsejet kulmine i Henan-provinsen.

Ifølge officielle tal mistede 2631 minearbejdere livet i Kina sidste år, men uafhængige grupper mener, at det reelle tal er langt højere, da mange ulykker holdes skjult for at forhindre kostbare minelukninger.

/ritzau/AFP

Ny alvorlig ulykke i kinesisk kulmine. Brand, som startede i elektriske kabler i en mineskabt, har dræbt 28 arbejdere.

Offentliggjort Sidst opdateret