Brand raserer norsk landsby
Foto: Redningsskoyta Harald v/ Scanpix /Scanpix
Redningsskoyta Harald v/ Scanpix /Scanpix
En omfattende skov- og lyngbrand har ødelagt det meste af en bebyggelse i Hasvåg i det centrale Norge nær grænsen til Sverige.
Brandvæsnet sagde ved middagstid tirsdag, at omkring 139 bygninger i Hasvåg var gået tabt.
Men samtidig var der foretaget observationer om, at nogle bygninger muligvis ikke var blevet flammernes bytte.
Det var sidst på eftermiddagen ikke klart, hvordan situationen var.
- Der kan være bjerge rundt om bygninger, og det kan betyde, at branden ikke har spredt sig til dem, siger Marte Tronstad Dahl, talskvinde ved politiet i Nord-Trøndelag.
Det er en brand i noget krat og lyng, der har raseret Hasvåg. Alarmen i Flatanger kommune gik sent mandag, og da blev de første beboere evakueret.
Stærk vind gjorde det vanskeligt for brandmandskabet at begrænse branden.
Tidligt tirsdag spredte branden sig yderligere.
Beredskabsstyrelsen i Norge sendte en brandhelikopter fra Trondheim til Flatanger på et tidspunkt, hvor situationen blev betegnet som dramatisk og uoverskuelig.
- Nu er det naturkræfterne, som styrer, sagde Olav Jørgen Bjørkås, som er lokalpolitiker i Flatanger.
Det norske nyhedsbureau NTB skriver, at 33 mennesker har fast bopæl i 20 af de boliger, der ligger i det brandhærgede område. Der er også 77 fritidshuse, og der er en lille havn, kajanlæg og fritidsfaciliteter i Hasvåg.
Flatanger kommune siger i en pressemeddelelse, at branden muligvis er opstået som følge af en gnist fra en elledning.
Storbranden kommer kort efter, at der skete brandskader for 100 millioner norske kroner i landsbyen Lærdalsøyri, hvor fredede træhuse fra 1700- og 1800-tallet brændte ned, mens flere hundrede mennesker måtte evakueres og behandles for røgforgiftning.
Flere end 100 brandmænd kæmpede i sidste uge med slukningsarbejdet omkring de beskyttede træhuse i Lærdalsøyri, som er et af de største fredede områder i Norge og omfatter 170 træhuse fra 1800-tallet.
/ritzau/NTB
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde