Brandballoner får Israel til at bombe Hamas-anlæg i Gaza
En ildkugle ses her stige op efter et israelsk luftangreb i Khan Yunis i den sydlige del af Gazastriben sent mandag aften lokal tid. Foto: Said Khatib/Ritzau Scanpix
Said Khatib/Ritzau Scanpix
Israels angreb var angiveligt rettet mod anlæg, hvor der produceres våben. Der er ingen meldinger om døde.
Israelske krigsfly har bombet flere af den militante, palæstinensiske bevægelse Hamas' opholdssteder i Gazastriben.
Det sker som reaktion på såkaldte brandballoner, der mandag blev affyret fra den palæstinensiske enklave, og som forårsagede naturbrande i det sydlige Israel.
Det oplyser det israelske militær natten til tirsdag.
Brandballoner er balloner med eksplosive genstande påmonteret.
Der er ikke umiddelbart nogen meldinger om dræbte i luftangrebene, der ifølge israelsk militær var rettet mod anlæg, hvor der produceres våben, samt et sted tilhørende Hamas, hvor der bliver affyret raketter fra.
Den islamistiske Hamas-bevægelse styrer Gazastriben.
I maj blev der i 11 dage udvekslet voldsomme angreb mellem israelske styrker og palæstinensiske militante i Gazastriben.
Ifølge officielle tal blev 13 mennesker dræbt i kamphandlingerne i Israel og 255 i Gaza.
Som mægler fik Egypten i sidste ende forhandlet en aftale om en våbenhvile på plads mellem Israel og Hamas. Den trådte i kraft den 21. maj.
Våbenhvilen blev dog allerede brudt i midten af juni, hvor Israel rettede luftangreb mod Gaza.
Ifølge Israels militær skete det ligeledes på baggrund af brandballoner, som blev sendt afsted efter uroligheder under en march i Østjerusalem arrangeret af israelske nationalister.
Palæstinenserne siger, at ballonerne har til formål at presse Israel til at lempe restriktionerne mod Gaza og tillade nødhjælp at nå frem til enklaven.
Brandballonerne, som blev affyret mandag, satte ifølge den israelske brand- og redningstjeneste ild til israelske marker langs grænsen til Gaza.
Vold på tværs af grænsen er taget til den seneste tid. Lørdag brændte demonstranter i Gaza dæk af og smed eksplosiver over grænsen til Israel.
Israelske soldater svarede igen med skud og sårede 41 palæstinensere, hvoraf to ifølge læger blev kritisk såret.
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde