Brasilien erklærer landesorg efter fodboldtragedie
Redningsfolk gennemsøger det totalt havarerede fly i bjergområdet La Union uden for Medellin. 81 passager og besætningsmedlemmer havde været om bord i flyet.
Foto: AP/Luis Benavides
AP/Luis Benavides
Fodboldhold, hjælpere og journalister var på vej til sydamerikansk fodboldfinale i Colombia, da fly styrtede.
Brasiliens præsident, Michel Temer erklærer tre dages landesorg, efter et passagerfly med et brasiliansk tophold i fodbold og hjælpere er styrtet ned i Colombia.
Det skønnes, at 75 er omkommet, mens seks har overlevet.
Blandt de overlevende er spillere fra klubben Chapecoense, oplyser colombianske embedsmænd.
- Jeg udtrykker min solidaritet i denne triste stund, hvor tragedien har ramt snesevis af brasilianske familier, lyder det i en erklæring fra Temer.
Blandt de mange, der har kondoleret, er den argentinske fodboldspiller Lionel Messi, og hans landsmand Diego Maradona.
Flyselskabet Lamia erklærede alarmtilstand cirka klokken fire dansk tid tirsdag morgen, efter selskabet havde oplyst, at maskinen havde "elektriske fejl" om bord.
Flyet styrtede kort efter ned nær byen Medellin i Colombia, fortæller myndighederne.
Klubben Chapecoense, som spiller i den bedste fodboldrække i Brasilien, var på vej til den colombianske by Medellin for at spille den første af to finalekampe i turneringen Copa Sudamericana.
Modstanderne var colombianske Atlético Nacional.
- Smerten er forfærdelig. Netop som vi havde gjort det, ja ikke helt til toppen, men i al fald til national respekt, så sker der en tragedie som denne. Det er meget svært, en meget stor tragedie, siger den brasilianske klubs vicepræsident, Ivan Tozzo, til tv-kanalen Globo SportTV.
Der var 72 passager og ni besætningsmedlemmer om bord, da ulykken skete.
De colombianske luftfartsmyndigheder oplyser, at seks af de 81 om bord overlevede det voldsomme styrt. Flyet blev knust i mange dele, da det ramte en bjergskråning.
Målmanden Marcos Danilo Padilha var stadig i live, da han blev fundet, men han døde på vejen til hospitalet.
Både spillere, trænere og ansatte i fodboldklubben var om bord i flyet. De var på vej til Medellin for at spille finalen i Copa Sudamericana, der er den næstfineste turnering for sydamerikanske fodboldhold.
Også journalister, der skulle dække finalekampen, sad i flysæderne.
Det forulykkede passagerfly var et British Aerospace 146. En af de mange spekulationer går på, at flyet kan være løbet tør for brændstof, rapporterer BBC.
ritzau/AFP
Seneste artikler
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker