Brasilien frygter iltkrise og runder ny trist coronamilepæl
I en række byer over hele Brasilien slår folk tirsdag aften på potter og pander i protest mod præsidenten. Foto: Ueslei Marcelino/Reuters
Ueslei Marcelino/Reuters
Mens det daglige antal coronarelaterede dødsfald overstiger 3000, melder seks delstater om lav iltbeholdning.
For første gang har flere end 3000 personer mistet livet af coronarelaterede årsager i Brasilien på 24 timer.
Det oplyser sundhedsministeriet tirsdag lokal tid.
I alt har 3251 personer mistet livet i landet det seneste døgn, hvilket bringer det samlede dødstal under pandemien op på knap 299.000.
Brasilien har siden februar oplevet en voldsom stigning i antallet af nye smittetilfælde.
Meldingen om det hidtil højeste daglige dødstal kommer, samme dag som præsident Jair Bolsonaro indsatte sin fjerde sundhedsminister under pandemien.
Imens vokser presset på præsidenten.
I en kort tale på nationalt tv forsvarede Bolsonaro tirsdag sin ageren under pandemien.
I hele verden er Bolsonaro blevet kendt og - blandt nogle - berygtet for sin modstand mod nedlukninger og mundbind samt sin støtte til midlet hydroxyklorokin, som ikke umiddelbart har vist nogen større effekt mod coronavirus.
Men i talen tirsdag sagde Bolsonaro, at hans regering aldrig har tøvet med at sætte ind over for pandemien, og at han vil gøre 2021 til vaccinationernes år.
I en række byer over hele Brasilien slår folk tirsdag aften lokal tid imidlertid på potter og pander i protest mod præsidenten.
Den nyindsatte sundhedsminister er 55-årige Marcelo Queiroga, som er hjertelæge. Han tager over efter generalen Eduardo Pazuello, som ikke har nogen sundhedsfaglig baggrund.
Pazuello står over for en undersøgelse, der skal klarlægge hans rolle i de katastrofale tilstande i Amazonas-storbyen Manaus, hvor flere covid-19-patienter i januar døde på grund af iltmangel på hospitalerne.
Frygten for en mere udbredt iltkrise på hospitalerne breder sig igen tirsdag.
Her advarer statsanklageren om, at iltbeholdningen i seks af Brasiliens 27 delstater er på et "bekymrende" lavt niveau.
Vaccineindsatsen i landet står også med en række udfordringer.
Det føderalt støttede Fiocruz-institut, som producerer AstraZeneca-vaccinen, oplyser tirsdag, at det kun kan levere 18,8 ud af de 30 millioner lovede doser i april.
Seneste artikler
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker