Brasiliens præsident angriber Norge - men laver en bøf
Se hvor slemme de er, synes Brasiliens præsident at sige med video og billeder om hvalfangst i Norge. Men alle optagelserne er fra Færøerne og den årlige fangst af grindehvaler. Præsidenten er vred over, at Norge reagerer kontant på fældning af amazonskovene. (Arkiv) Foto: Jørgen Jessen/Ritzau Scanpix
Jørgen Jessen/Ritzau Scanpix
Norge har stoppet hjælp til Brasiliens regnskove. Præsident svarer igen med video om hvalfangst - på Færøerne.
Brasiliens præsident, Jair Bolsonaro, er stærkt utilfreds med, at Norge stopper sin store økonomiske bistand til Brasilien til beskyttelse af regnskoven. Og det har fået ham til at fare i det moderne blækhus - Twitter.
Det er gået temmelig galt.
I et tweet beskylder han Norge for brutal hvalfangst, og han bakker det op med billeder.
- Se, hvordan hvaldrab bliver sponseret af Norge, skriver han.
Herefter dukker der en video og nogle billeder op, som viser folk på en strandbred, hvor mange hvaler på lavt vand bliver aflivet af mænd med knive, mens havet får en blodrød farve.
Ja, den slags sker, bare ikke i Norge. Videoen og billederne er taget på Færøerne, hvor den årlige grindefangst finder sted.
- Vi kan bekræfte, at videoen/billederne ikke er fra Norge, skriver det norske ministerium for fiskeri.
Bolsonaro tror ikke på, at fældning af de enorme brasilianske skove betyder noget for klimaet. Han har derfor givet tilladelse til at udvide skovhugningen i amazonskovene.
Det har fået Norge sammen med Tyskland til at reagere. De har stoppet deres bistand til Brasilien til bevarelse af amazonskovene.
Ifølge klimaforskere er det afgørende, at de brasilianske skove ikke reduceres. Ellers bliver det umuligt at nå de klimamål, som blev aftalt på FN's klimakonference i Paris i 2016.
Norge er et af de få lande, som har tilladelse til kommerciel hvalfangst. Hvalerne fanges med harpun fra hvalfangerbåde.
På de sociale medier bliver der gjort nar af Bolsonaro for at forveksle Færøerne med Norge.
- Falske oplysninger er en forbrydelse, lyder en af kommentarerne.
Norge har været en af de mest generøse donorer til den såkaldte Amazon-fond. Landet har de seneste 11 år givet knap 5,6 milliarder kroner til beskyttelse af den brasilianske regnskov.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet