Efter at have skudt og dræbt snesevis af deltagere på en sommerlejr på øen Utøya i Norge, ringede Anders Breivik selv til politiet.
Her meddelte han kortfattet, at hans mission var slut, skriver den norske avis VG.
Så mens politiet blev kimet ned med nødopkald fra skræmte unge på øen, modtog politiets alarmcentral følgende melding fra den 32-årige massemorder:
"Breivik. Kommandør. Organiseret i den antikommunistiske modstandsbevægelse mod islamisering. Operationen er fuldført og vil overgive sig til Delta."
Delta er en specialtrænet politistyrke, som Norge råder over i tilfælde af eksempelvis terrorangreb. Det var denne styrke, der siden blev sendt til Utøya og som pågreb Breivik.
Ifølge VG's oplysninger lagde Breivik på efter at have afgivet den lakoniske melding til politiets alarmcentral. Beskeden varede omkring tre sekunder.
Da politiet forsøgte at returnere kaldet, blev Breiviks mobiltelefon ikke taget.
I forbindelse med den efterfølgende efterforskning på Utøya, hvor 69 personer blev dræbt af Breivik, er det ikke lykkedes politiet at finde hans mobiltelefon.
Politiet har bragt den kortfattede telefonsamtale på banen under de foreløbige samtaler med massemorderen.
- Det har været et af temaerne i afhøringerne, men jeg vil ikke kommentere det nærmere, siger politiadvokat Pål-Fredrik Hjort Kraby til VG.
Den danske retspsykiater Henrik Day Poulsen mener, at Breiviks opkald til alarmcentralen kan være en del af en form for storhedsvanvid.
- Der er i sjældne tilfælde nogle sindssyge personer, som har storhedsforestillinger om sig selv og deres formåen. På den måde kan Breivik se sig selv som en kommandant, der skal redde verden, siger Henrik Day Poulsen.
- Der er også den anden mulighed, at det blot er et led i hans svært fanatiske holdning, hvor han mener, at han på ikke-sindssygelig vis skal udrydde muslimer i Europa, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker