Breivik blev beskrevet som ikke-nordisk

Men da han begik terrorangrebet den 22. juli 2011, så han ifølge vidner ikke nordisk ud, selv om han var forklædt som norsk betjent.

- Han blev beskrevet som ikke nordisk og ikke afrikansk, men noget midt imellem. Noget brun i hovedet, forklarer Thor Langli, der var politiets indsatsleder, i tingretten i Oslo.

Det var den beskrivelse, som Langli fik fra vagtcentralen i regeringskvarteret, hvor Breivik sprængte den bombe, som dræbte otte mennesker.

Beskrivelsen af ham var, siger Langli, baseret på videooptagelser.

- Noget senere kom der en beskrivelse fra en brandmand, der beskrev gerningsmanden som en nordisk udseende mand i politiuniform, siger Langli, der tilføjer, at politiet en overgang troede, at der var to gerningsmænd.

Efter at bomben var eksploderet, fik politiet melding om, at der var placeret to andre bomber i området.

Det førte til vanskelige overvejelser, og redningsfolk blev beordret væk.

- I omkring fem minutter var der ophold i redningsarbejdet. Men det skal ikke have haft nogle sundhedsmæssige konsekvenser, siger han.

Det blev undersøgt, hvorfra meldingen kom, og det blev så vurderet, at faren ikke var reel.

På det tidspunkt vidste politiet ikke, at gerningsmanden Breivik var på vej til Utøya, hvor AUF, den socialdemokratiske ungdomsorganisation, holdt sommerlejr.

Her begik Breivik sin massakre og dræbte 69 mennesker, inden politiet nåede frem og anholdt ham.

/ritzau/NTB

Foto: Pool /Scanpix

Anders Behring Breivik har i retten i Oslo forklaret, at han begik sine uhyggelige terrorangreb i den norske hovedstad som et forsvar for norsk og vestlig kultur mod muslimsk dominans.

Offentliggjort Sidst opdateret