Der er ikke tvivl om, at Anders Behring Breivik den 22. juli sprængte en bombe i den norske hovedstad, Oslo, og begik skudmassakre på øen Utøya.
Ved det første åbne retsmøde i sagen erkendte Breivik, at han udførte bombesprængningen og massakren på Utøya. Men han erkender ikke nogen skyld.
77 mennesker blev myrdet, og flere pårørende var blandt tilhørerne i Oslos byret.
- Jeg forstår, at der for første gang er krænkede til stede. Må jeg sige noget til dem?, spurgte Breivik.
- Nej, det må du ikke, svarede byretsdommer Torkjel Nesheim.
Retsmødet skulle først og fremmest afgøre om Breivik fortsat skal være varetægtsfængslet.
Breivik har været varetægtsfængslet i 16 uger og fængslingen blev mandag forlænget med yderligere 12 uger.
Mandagens retsmøde var samtidig første gang offentligheden fik Breivik at se efter massakren. Han mødte op klædt i sort, med hvid skjorte og kindskæg.
Domstolen afgjorde, at referatforbuddet skal ophæves. Derfor kunne de fremmødte journalister fortælle, at Breivik erkender at stå bag massakren.
Anders Behring Breivik forsøgte helt som ventet at bruge retsmødet som platform til at redegøre for sine motiver og tanker omkring massakren. Men det blev kontant stoppet af byretsdommeren.
- Du har fået mandat af dem, der støtter multikulturalismen. Det er en hadideologi, der støtter dekonstruktionen af det norske samfund, sagde Breivik, hvorpå han blev standset af byretsdommer Nesheim.
- Ja tak, Breivik. Det rækker. Erkender du at være skyldig?
- Jeg erkender handlingerne, men ikke skyld.
Nasheim fulgte op med at spørge, om Breivik begærer løsladelse.
- Jeg accepterer ikke fængslingen, svarede han og bekræftede, at han begærer sig løsladt.
Breiviks advokat, Geir Lippestad, spurgte sin klient, hvordan han oplever isolationen.
- Jeg har ikke store problemer med det. Der var problemer i begyndelsen med tanke på at tilpasse sig en meget passiv tilværelse fra det at være meget aktiv, sagde han.
/ritzau/NTB
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde