Byretten i Oslo har afslået at lade den mistænkte bombemand Anders Behring Breivik møde op til det næste retsmøde, hvor hans fortsatte fængsling skal afgøres.
Breiviks advokat har flere gange sagt, at Breivik sidder så isoleret, at det er uansvarligt ikke at lade ham personligt møde op i retssalen.
Men byretten besluttede alligevel, at Breivik skal deltage i næste retsmøde den 14. november via en videoopkobling mellem fængslet og retssalen.
Byretten understreger, at Breiviks helbred følges nøje, og at det ikke vurderes som uansvarligt, at han ikke får lov til at møde op personligt.
Det er politiet, der har bedt om, at Breivik skal blive i fængslet, fordi der er store praktiske og sikkerhedsmæssige problemer med at flytte Breivik fra fængslet til retssalen.
Desuden koster det for meget, mener politiet.
- Denne afgørelse er vi ikke enige i. Vi ønsker at prøve afgørelse ved en højre retsinstans, siger forsvareren Geir Lippestad.
Ved retsmødet skal byretten afgøre, om Breiviks varetægtsfængsling skal forlænges med endnu 12 uger.
Det er første gang, at der anvendes video i en retssag i Norge, og det kommer efter en lovændring, der trådte i kraft 1. september.
Den 32-årige højreekstreme Breivik stod den 22. juli bag en bombe i Oslo centrum, der kostede otte mennesker livet, og kort efter dræbte han 69 socialdemokratiske ungdomspolitikere på øen Utøya.
/ritzau/NTB
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde