Stykket, Breivik møder Wilders, handler om et fiktivt møde mellem Anders Behring Breivik og den hollandske politiker Geert Wilders i Heathrow-lufthavnen i London i marts 2010 - over et år før Breivik gennemførte sin massakre i Oslo og på Utøya.
- Hvor langt er du villig til at gå?, spørger Breivik Wilders, som i stykket er på vej hjem efter at have vist sin kontroversielle film "Fitna" i det britiske parlament.
Filmen kobler blandt andet de chokerende billeder fra terrorangrebet mod USA den 11. september 2001 sammen med vers fra Koranen.
Den skabte vrede i en række muslimske lande, da den blev præsenteret i 2008.
- Jeg beundrer dig og jeg støtter din kamp, siger Breivik til Wilders i teaterstykket.
På samme måde som det københavnske Caféteatrets planer om at opsætte et stykke om Anders Behring Breivik, har "Breivik møder Wilders" skabt debat i Holland.
Kritikere i både Holland og Danmark har påpeget, at det er forkert at give ekstremisterne en scene at udbrede deres tanker fra, men direktøren for det hollandske teater afviser, at det er tilfældet.
- Vi giver ikke ekstremismen en talerstol, vi stiller kun spørgsmål ved nutidige forhold, siger Youri Albrecht.
Mens Breivik udtrykker beundring for Wilders i teaterstykket og spørger ham, hvor langt han er villig til at gå, svarer Wilders ham:
- Jeg forstår dig ikke, selv om vi har de samme idéer. Jeg beklager.
Instruktøren af teaterstykket, Titus Muizelaar, siger, at "Wilders er helt klar i stykket. Han ved, at hans grænse går inden for demokratiet".
I virkelighedens verden har Geert Wilders på det kraftigste fordømt Breiviks terrorhandling den 22. juli sidste år. Han har også sagt, at han føler væmmelse over at være nævnt i det 1500 sider lange manifest, Breivik har offentliggjort.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde