I løbet af det sidste kvarter inden sin anholdelse kan Anders Behring Breivik have skudt og dræbt mindst 20 unge personer under massakren på øen Utøya den 22. juli.
Det skriver den norske avis Aftenposten.
Norsk politi har i kølvandet på tragedien fået kritik fra flere sider, da mange har ment, at politiet var for langsomme til at komme personerne på øen til undsætning.
Det er oplysninger fra efterladte og overlevende, rekonstruktionen af Breiviks rute og telefonlogger, som tyder på, at mindst 20 unge mistede livet på Utøya i løbet af de sidste 15 minutter, før Breivik blev pågrebet klokken 18.27, skriver Aftenposten.
De sidste drab fandt ifølge avisen sted på tre forskellige steder på øen.
Ved pumpehuset blev 13 unge fundet dræbt. Her har Breivik ifølge rekonstruktionen kun været én gang, og flere personer fra gruppen ved pumpehuset var i kontakt med pårørende mellem klokken 18.10 og 18.14.
Overlevende bekræfter ifølge Aftenposten, at Breivik var der i løbet af det sidste kvarter.
- Ingen blev dræbt der før dette tidspunkt, siger en af de unge overlevende.
Breivik er efterfølgende gået videre til to steder på øen, hvor i alt 10 unge ifølge politiet blev fundet dræbt, skriver Aftenposten,
Flere spørgsmål har siden rejst sig om det norske politis indsats den 22. juli, hvor 69 overvejende unge mennesker blev dræbt på Utøya.
Det har blandt andet drejet sig om den rute, som politiet valgte at sejle ud til øen.
I stedet for at sejle fra den nærmeste småbådshavn Utvika, som ligger omkring 675 meter fra Utøya, sejlede politifolkene af sted fra Storøya, hvor afstanden er 3,6 kilometer.
Politiets båd tog i øvrigt vand ind og fik motorstop undervejs.
I alt gik der 61 minutter, fra politiet fik melding om skyderi på Utøya, til Breivik var pågrebet.
/ritzau/NTB
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde