Breiviks ofre får større erstatning

Den norske stat er gået med til at betale større erstatning til de pårørende og sårede fra Anders Behring Breiviks terrormassakre i Oslo og på øen Utøya den 22. juli 2011.

Offentliggjort Sidst opdateret

Han dræbte otte mennesker med en terrorbombe i den norske hovedstad, og derpå skød og dræbte han 69 mennesker på øen Utøya.

Advokaten Nadia Hall er en af de jurister, der har haft ansvaret for at føre erstatningssagen mod den norske stat.

Hun siger til den svenske tv-station SVT, at erstatningerne bliver højere end tidligere meldt ud.

- I flere tilfælde bliver erstatningen næsten fordoblet. Det betyder, at de faktisk har hørt og forstået vore indvendinger, siger hun.

En person, der blev såret livstruende på Utøya, havde tidligere udsigt til at få 350.000 norske kroner i erstatning. Nu er det i stedet 600.000, siger Hall.

Alvorligt skadede lå tidligere til en erstatning på 250.000, nu er den på 450.000 kroner.

Også de personer, der kom til skade ved bombeattentatet i Oslo, står til en forhøjelse af erstatningen.

De, der blev livsfarligt sårede, får erstatningen forhøjet fra 300.000 til 500.000 kroner.

Alvorligt skadede får hævet beløbet fra 100.000 til 350.000 kroner.

Anders Behring Breivik fik i august sin straf. Den lød på 21 års forvaring og kan forlænges med fem år ad gangen.

/ritzau/NTB