EU-Kommissionens formand, José Manuel Barroso, modtog onsdag et brev fra den ungarske premierminister Viktor Orbán som reaktion på, at Kommissionen tirsdag tog de første skridt til en retssag for traktatbrud.
- Orbán har efter, at vi i går (tirsdag, red.) meddelte, at vi indleder den juridiske procedure, sendt et brev, hvor han viser vilje til at finde en løsning, siger Barroso.
Dermed antyder Barroso, at den juridiske strid mellem EU og Ungarn om landets kontroversielle nye forfatning måske kan blive bilagt, uden at sagen når frem til EU-domstolen. Men der er også brug for at se på de politiske uoverensstemmelser.
Kommissionsformanden udtalte sig på et pressemøde med den danske EU-formand, statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og parlamentsformand Martin Schulz.
I sine bemærkninger understreger Barroso, at Kommissionens skridt alene er den juridiske reaktion på situationen i Ungarn, men at det også kan være relevant at diskutere en politisk reaktion.
- Medlemslandene bør også diskutere det her i deres kreds. Jeg mener, at det er et spørgsmål, der angår EU som helhed og skal håndteres konstruktivt, siger Barroso.
Helle Thorning-Schmidt siger, at hun bakker op om Kommissionens skridt, men besvarer ikke umiddelbart spørgsmålet om, hvorvidt hun mener, at det danske formandskab har en politisk rolle at spille i forhold til Ungarn.
Orbán gæster onsdag eftermiddag EU-Parlamentet, hvor der også blandt parlamentarikerne er et stærkt krav om, at EU reagerer politisk over for blandt andet nyligt pres mod mindretal i Ungarn.
Europaminister Nicolai Wammen (S) repræsenterer det danske formandskab under debatten.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker