Brevik ankom med et smil om munden

Den terrorsigtede Anders Behring Breivik mødte publikum med et forsigtigt og nervøst smil, da han mandag formiddag kom ind byretten i Oslo.

Det lettere forsinkede møde startede omkring klokken 11.00.

Undervejs blev Breivik standset af dommeren, da han begyndte at at snakke om andre ting, da han skulle svare på sit skyldspørgsmål, rapporterer nyhedsbureauet NTB.

Ifølge VG, som livedækkede dagens retsmøde, talte Brevik i munden på dommeren Torkjell Nesheim.

Men derudover var der alt i alt en stille og rolig stemning i retssalen, og alt foregik i god ro og orden. Der hørtes ingen tilråb eller lignede fra publikum.

Politiet er mødt talstærkt frem foran retsbygningen, og Brevik sad selv omgivet af fire uniformerede politimænd.

Retssagen har enorm mediebevågenhed. Dommeren Torkjell Nesheim bad tre gange pressefotografer om at forlade retssalen, sådan at Brevik kunne føres ind i lokalet.

Allerede før retssagen begyndte, var der stimlet en større kø af mennesker sammen uden for sal 828, hvor Brevik stilles for en dommer.

Nogle af de pårørende, som havde planlagt at overvære retshandlingen, vendte om igen.

Det er det første åbne retsmøde mod manden, som dræbte 77 mennesker i Oslo og Utøya den 22. juli.

Mødet drejer sig om varetægtsfængsling af Breivik. Politiet kræver ham varetægtsfængslet yderligere 12 uger.

I forvejen har han siddet varetægtsfængslet i 16 uger.

Det er første gang siden massakren, at offentligheden ser Breivik, med udtagelse af de flygtige glimt af ham gennem bilruder, når han er kørt til og fra retsmøder.

/ritzau/

Anders Behring Brevik virkede nervøs og talte i munden på dommeren ved dagens retsmøde i Oslo.

Offentliggjort Sidst opdateret