Brexit-uro: Fire ministre forlader Mays regering
Brexitminister Dominic Raab har torsdag morgen meddelt, at han forlader Theresa Mays regering i protest mod den brexitaftale, der er på bordet. (Arkivfoto) Foto: Tolga Akmen/Ritzau Scanpix
Tolga Akmen/Ritzau Scanpix
Utilfredshed med det brexitudkast, Theresa May har præsenteret, får ministre til at gå af på stribe.
Hele fire ministre eller viceministre har torsdag morgen meddelt deres afgang fra premierminister Theresa Mays regering.
Blandt dem er den britiske minister for brexit, Dominic Raab.
Få minutter inden, at May klokken 11.30 dansk tid gik i gang med at præsentere aftaleudkastet for det britiske parlament, kom så nyheden om, at også en af de britiske viceministre for brexit, Suella Braverman, forlader regeringen.
Arbejds- og pensionsminister Esther McVey har ligeledes meddelt premierminister Theresa May, at hun forlader regeringen.
Brexitminister Dominic Raab meddeler i en besked på Twitter, at han trækker sig i protest mod den aftale, der er fremlagt for Storbritanniens udtræden af EU.
- Jeg beklager at måtte meddele, at efter mødet i går om brexitaftalen, må jeg træde tilbage, skriver Raab.
Han tilføjer, at den del af Mays plan, der handler om Nordirland, "udgør en meget reel trussel" for Storbritanniens integritet.
Det mest omstridte element i brexitudkastet er den såkaldte backstop-plan, der handler om at Storbritannien bliver i en toldunion med EU, indtil en handelsaftale er på plads.
- Ingen demokratisk nation har nogensinde underskrevet en aftale, der binder landet til så omfattende et system, skriver Raab.
- Jeg kan ikke forene betingelserne i den foreslåede aftale med de løfter, vi afgav til landet i vores erklæring ved det seneste valg. Det er helt grundlæggende et spørgsmål om offentlighedens tillid, mener Raab.
Det er anden gang i år, at en brexitminister forlader Mays regering. Raab har siddet på posten siden juli, hvor hans forgænger, David Davis, gik af på grund af utilfredshed med den såkaldte Chequers-plan.
Også Shailesh Vara, som er britisk viceminister for Nordirland, har torsdag morgen meddelt, at han træder ud af regeringen på grund af utilfredshed med brexitaftalen.
Vara skriver i et brev, der er offentliggjort på Twitter, at det britiske folk stemte tydeligt for at forlade EU, og det må regeringen føre ud i livet.
- Men den aftale, der er lagt frem, gør ikke det, idet den efterlader Storbritannien på en mellemvej uden nogen tidsfrist for, hvornår vi vil blive en suveræn nation, lyder kritikken fra viceministeren.
Dermed er regeringen er ramt af fire minister-opsigelser, efter at May onsdag fik opbakning i sin regering til at gå videre med aftaleudkastet.
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker