Brexitminister trækker sig i stort slag for Johnson
Frost stod blandt andet for at lede brexitforhandlinger med EU. (Arkivfoto.) Foto: Yves Herman/Reuters
Yves Herman/Reuters
David Frost har meddelt, at han stopper som britisk brexitminister. Det oplyser han ifølge Reuters.
Storbritanniens brexitminister, David Frost, trækker sig.
Det oplyser han selv sent lørdag aften.
Meddelelsen kommer, efter at avisen Mail on Sunday tidligere lørdag berettede om Frosts fratrædelse og skrev, at den skyldtes den britiske regerings "politiske retning".
Det var ifølge Frost ikke planen, at nyheden skulle komme ud nu.
- Det er skuffende, at denne plan er kommet til offentlighedens kendskab her til aften, og under disse omstændigheder mener jeg, at det er det rette for mig at stoppe med øjeblikkelig virkning, skriver Frost i et brev til premierminister Boris Johnson.
I brevet bekræfter han, at der var politiske uenigheder.
- Du kender til mine bekymringer vedrørende den retning, vi bevæger os i, skriver Frost til Johnson.
- Jeg håber, at vi så hurtigt som muligt kan nå derhen, hvor vi bør komme - til en økonomi, der kun er let reguleret, har lave skatter og giver gode forhold for iværksætteri (...), fortsætter han i brevet.
Fratrædelsen vil af mange blive set som et stort slag for Johnson, der er i krise.
Således har medlemmer af Johnsons eget konservative parti advaret premierministeren om, at regeringen skal ændre retning, hvis de fortsat skal bakke op om ham.
Frost har tidligere ført an i Storbritanniens brexitforhandlinger med EU. Senest har han også forhandlet i den langvarige strid om Nordirland-protokollen.
Fredag udtalte han, at der stadig er en lang række problemer med aftalen. Forhandlinger ventes i det nye år - men altså uden Frost ved roret.
Boris Johnson presses mere generelt af blandt andet beskyldninger om ansattes julefrokoster under sidste års nedlukning.
Denne uge tabte Det Konservative Parti en normalt ærkekonservativ kreds i et suppleringsvalg.
Frost har ikke været minister med ansvar for implementering af brexit særligt længe. Den position satte han sig på i marts.
Fra 2019 til 2021 var Frost chefforhandler for den britiske udtræden af EU.
Det var i 2016, at briterne stemte for at træde ud af EU. Først 31. januar 2020 forlod Storbritannien dog EU officielt, og med udgangen af 2020 udløb også overgangsperioden.
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub