Briter har et svar klar til høje energiregninger: Ignorer dem
Briterne kan se frem til en tredobling i energiregningen til vinter, hvis de seneste prognoser taler sandt. Foto: Justin Tallis/Ritzau Scanpix
Fortsætter energipriserne i vejret uden hjælp fra regeringen, har foreløbig 100.000 briter sagt, at de vil stoppe med at betale for at få råd til at købe mad.
Ritzau RitzauMathias Stigsgaard/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
En ny bevægelse er vokset frem i Storbritannien i takt med de stigende energipriser.
Konceptet er enkelt: Man skal bare lade være med at betale sine regninger.
I hvert fald hvis priserne for gas, el og varme fortsætter med at banke i vejret, og der ikke kommer hjælp fra regeringen.
Så vil "Don't Pay"-bevægelsen efter 1. oktober opfordre alle til at stoppe med at sende penge til energiselskaberne.
- Millioner af os får ikke råd til at købe mad og betale vores regninger denne vinter, skriver bevægelsen i sin programerklæring.
Annonce
- Vi har ikke råd til at lade det ske. Vi forlanger, at regningerne bliver sat ned til et overkommeligt niveau, lyder kravet derfor.
"Don't Pay" blev grundlagt i juni og har fået mere og mere opmærksomhed i den seneste tid.
Premierministerkandidaterne Rishi Sunak (midten) og Liz Truss (til højre) rejser lige nu landet rundt og kæmper om de konservative partimedlemmers gunst. Det bliver tidligst, når en af dem tager over som landets leder til september, at der kommer en ny hjælpepakke, siger regeringen. Foto: Pool/Reuters
Deres plan er berettiget, hvis priserne stiger så meget, som det er ventet, svarer over halvdelen af de adspurgte briter i en ny rundspørge ifølge avisen The Independent.
Og næsten lige så mange frygter, at de høje priser kan føre til optøjer i gaderne, viser samme måling fra firmaet Savanta.
Seneste fremskrivning viser da også, at en gennemsnitlig britisk husstand står over for store ekstraregninger for at holde lyset tændt og radiatorerne varme til vinter.
Ved næste kvartalsmæssige prisstigning til oktober vil prisen stige til, hvad der svarer til 31.500 kroner om året. Til januar kan prisen være oppe på 37.500 kroner årligt.
Det viser en prognose fra analysefirmaet Cornwall Insight, der er blevet citeret vidt og bredt i de britiske medier.
Til sammenligning var udgiften på godt 12.000 kroner sidste efterår.
Samtidig har briterne allerede nu rekordhøj gæld til forsyningsselskaberne, viste en ny opgørelse onsdag.
Seks millioner husstande skylder penge til deres energileverandør ifølge sammenligningstjenesten Uswitch.
Annonce
- Det peger imod, at leveomkostningskrisen allerede lægger et dramatisk pres på folks budgetter selv i sommermånederne, siger Justina Miltienyte fra Uswitch til nyhedsbureauet Reuters.
Samtidig tjener de selv samme forsyningsselskaber tykt på de højere energipriser. BP, Shell og Centrica har for tiden deres største overskud i mange år.
Forargelse over de modstridende situationer har indtil videre fået næsten 100.000 til at slutte sig til "Don't Pay" og love, at de går i betalingsstrejke til oktober, hvis der ikke kommer hjælp.
Den britiske regering - som også for tiden venter på at finde ud af, hvem der afløser Boris Johnson som premierminister - har dog foreløbig ikke haft travlt.
En ny hjælpepakke kommer tidligst til september, når parlamentet samles igen i London, siger undervisningsminister James Cleverly til tv-kanalen ITV.
De to kandidater til at tage over fra Johnson som premierminister og konservativ partileder, Liz Truss og Rishi Sunak, har været ude med hver sit bud.
Truss mener, at skatten skal ned over hele linjen.
Sunak vil derimod kun sende skattepenge direkte til dem med størst behov.
Deres duel er først afsluttet 5. september, så heller ikke fra den front er der hurtig hjælp i sigte til "Don't Pay"-bevægelsen.
/ritzau/
Loft over energipriserne
* Den britiske regering har siden 2018 lagt et loft på energipriserne for almindelige husstande.
* Via Ofgem, der svarer til Energitilsynet, fastsætter regeringen en maksimal pris for el og gas baseret på engrospriserne.
* Priserne blev tidligere opdateret hvert halve år, men sidste uge blev det besluttet at ændre dem hvert kvartal.
* Næste prisloft, der gælder fra 1. oktober, bliver offentliggjort af Ofgem den 26. august.
* Her ventes priserne at stige med 80 procent ifølge et estimat fra Cornwall Insight.
* Derefter kan de stige med yderligere en femtedel til januar ifølge prognosen.
* En talsperson fra Ofgem bemærker dog, at det er svært at spå om priserne så langt frem.
Seneste artikler
Begge kommuner i top 10: Så mange gange fløj lægehelikopteren til Sydhavsøerne
Tog ingen chancer: Brandvæsen rykkede ud til rygende halm
Skoler og plejecentre er truet af lukning
Ny restaurantejer: - Der skal være noget for enhver smag
Kamp om pladserne til borgermøde
Mest læste artikler
Kontrol i slikbutikker: Ejer køber slik 'fra banditter'
Flygtede fra flammerne i natten
Tekniske problemer skabte kæmpekø
Knivdrama i Sakskøbing: Bandidos-spor vokser i voldssag
Luksusvilla til salg: Med længder den dyreste