Briter insisterer på besparelser i EU
Storbritanniens finansminister George Osborne insisterer på, at EU's langtidsbudget skal beskæres. Han gentager samtidig premierminister David Camerons trussel om at nedlægge veto mod en aftale, "der ikke er god for de britiske skatteydere".
Osbornes udtalelser til BBC radio kommer dagen efter, at Camerons regering led nederlag ved en afstemning i Underhuset, hvor et snævert flertal krævede en reel beskæring af EU-budgettet i stedet for den fastfrysning, regeringen hidtil har sat som mål.
Osborne siger til BBC, at regeringen "ønsker en beskæring af EU's budget".
Men han forholder sig ikke til, om det betyder, at den britiske regering skærper sin vetotrussel.
Hidtil har linjen været, at premierminister Cameron kun vil acceptere et budget, der er steget i takt med inflationen. Men det er også en beskæring i forhold til udspillene fra både EU-Kommissionen og det cypriotiske EU-formandskab.
Dermed er det uklart, om Osbornes udtalelse torsdag reelt er en ny linje fra regeringen, eller om han udtaler sig bevidst uklart i forsøg på at tækkes modstanderne.
Afstemningen i Underhuset onsdag aften var Cameron-regeringens første store parlamentariske nederlag. 53 af premierministerens egne konservative partifæller stemte imod regeringens linje, der blev stemt ned med 307 stemmer mod 294.
Afstemningen er ikke bindende, men det er alligevel et nederlag for regeringen, der består af De Konservative og det mindre Liberaldemokratiske parti.
Oppositionspartiet Labours udenrigsordfører, Douglas Alexander, synes i udtalelser torsdag til BBC's The Today Programme dog stadig at give regeringen manøvrerum i forhandlingerne om EU-budgettet for 2014-2020.
Selv om Alexander stemte imod regeringen onsdag, gør han flere gange opmærksom på, at budgetforhandlingerne langt fra er afsluttet, og at det er "helt okay for Labour at gøre opmærksom på, hvad vi ønsker at opnå".
/ritzau/
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker