Briter massevaccinerer en million mennesker mod mæslinger
Hundredvis af briter er blevet smittet med den potentielt farlige sygdom mæslinger, og landets sundhedsmyndigheder forbereder sig nu på en massevaccination.
Omkring en million mennesker i Storbritannien skal have en indsprøjtning - en vaccinationskampagne til 23 millioner euro.
I årets første tre måneder har sundhedsmyndighederne registreret 587 tilfælde af virusset, der er en af de mest smittefarlige sygdomme, og som i yderste konsekvens kan være dødelig. I 2012 var antallet af smittede rekordhøjt på næsten 2000.
Sygdommen er især brudt ud i Wales - centreret omkring byen Swansea - hvor 886 mennesker er blevet smittet i perioden november til april.
Årsagen til mæslingeudbruddet skal formentlig findes tilbage i slutningen af 1990'erne og starten af det nye årtusinde, lyder det fra sundhedsmyndighederne.
Her sagde mange forældre nej til, at deres børn fik den såkaldte MFR-vaccination (mæslinger, fåresyge, røde hunde, red.) af frygt for, at der var en sammenhæng mellem vaccinen og udvikling af autisme.
Storbritanniens sundhedsminister, Jeremy Hunt, siger, at det nu er på tide "at slå myten ihjel" om, MFR-vaccinationen har farlige bivirkninger.
Masseindsprøjtningen kommer i første omgang til at have fokus på de tusindvis af børn og unge mellem 10 og 16 år, som slet ikke har fået nogen vaccination mod sygdommen.
Dernæst følger mæslinge-vaccinen til de mennesker, som mangler at få fuld beskyttelse.
I slutningen af 1990'erne var mæslinger ellers blevet udryddet i Storbritannien. Men efter flere år med få indsprøjtninger vendte virusset tilbage i 2007.
Ifølge tal fra Verdenssundhedsorganisationen (WHO) døde omkring 158.000 mennesker af mæslinger på verdensplan i 2011 - langt de fleste var mindre børn. Dødstallet er dog faldet markant siden 2000, hvor cirka 548.000 mistede livet.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde