Briter præsenterer FN-resolution om Syrien i dag
Storbritannien har udarbejdet et udkast til en FN-resolution, der skal give bemyndigelse til foranstaltninger, så man kan beskytte civile i Syrien.
Det skriver den britiske premierminister, David Cameron, på Twitter.
Resolutionen vil "blive præsenteret på et møde blandt de fem permanente medlemmer af FN's Sikkerhedsråd" onsdag i New York, skriver Cameron.
- Storbritannien har skrevet udkast til en resolution, der fordømmer de kemiske angreb af Assad og giver autoritet til, at nødvendige midler tages i brug for at beskytte civile, skriver den britiske premierminister.
En række vestlige lande, blandt dem Storbritannien og USA, har givet udtryk for, at en militæraktion mod Syrien er nært forestående. Torsdag er flere gange blevet nævnt som en mulig dag for militæraktionen.
Umiddelbart inden Camerons udmelding sagde FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, i Haag, at FN's våbeninspektører i Syrien har "brug for tid" til at udføre deres undersøgelser af et påstået giftgasangreb i forstæder til hovedstaden Damaskus.
- Det er afgørende, at vi får styr på det faktuelle. Et hold FN-inspektører er nu i gang med at udføre dette arbejde.
- Få dage efter angrebet har de samlet værdifuldt materiale, og de har talt med ofre og vidner. Det hold har brug for tid til at udføre dets arbejde, siger Ban Ki-moon.
Oppositionen har opgivet dødstallet for giftgasangrebet onsdag i sidste uge til 1300. Læger uden Grænser har med kilder på tre hospitaler i Damaskus-provinsen meddelt, at 355 er erklæret døde som følge af nerveforgiftning.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned