Briterne er imod krigen i Libyen

Et flertal af briterne er negativt stemt over for landets militære engagement i Libyen, viser en ny meningsmåling.

43 procent af briterne er imod, mens 35 procent er for og 22 procent ikke har taget stilling i spørgsmålet.

Ligeledes mener de fleste, at Storbritanniens væbnede styrker ikke skal risikere livet for at beskytte den libyske befolkning mod Muammar Gaddafis regime.

53 procent betegner det som uacceptabelt, hvis britiske soldater dør eller bliver kvæstede under den nuværende militære aktion i Libyen, viser målingen, der er foretaget af ComRes for tv-stationen ITV News.

Det britiske parlament bakkede med overvældende flertal op om at deltage i den militære aktion, da politikerne stemte om spørgsmålet mandag aften.

Men blandt befolkningen er der delte meninger om, hvorvidt krigsdeltagelsen stiller premierminister David Cameron i et positivt eller negativt lys.

36 procent siger, at det stiller Cameron bedre, 34 procent siger det modsatte, mens 30 procent svarer "ved ikke".

/ritzau/AFP

Storbritanniens soldater skal ikke sætte livet på spil i Libyen, siger et flertal i ny britisk måling.

Offentliggjort Sidst opdateret