Den britiske regering siger, at den vil fortsætte med at håndhæve flyveforbudszonen over Libyen.
Den sætter nemlig spørgsmålstegn ved, om landets leder, Muammar Gaddafi, vil overholde den våbenhvile han erklærede søndag aften.
- Alle vil huske, at oberst Gaddafi inden for de seneste dage erklærede våbenhvile, som øjeblikkeligt blev brudt, siger en talsmand for Storbritanniens premierminister, David Cameron.
- Vi sagde dengang, at vi vil bedømme ham på hans handlinger, ikke hans udtalelser - og det vil vi gøre igen, fortsætter talsmanden for Cameron.
Også det amerikanske forsvarsministerium er forbeholden over for Gaddafis våbenhvile søndag.
På et pressemøde i Pentagon sagde viceadmiral Bill Gortney, at forsvarsministeriet sætter spørgsmålstegn ved alle Gaddafis udtalelser, herunder den seneste om en våbenhvile.
Libyens hær meddelte søndag aften, at den ville indlede en øjeblikkelig våbenhvile på opfordring af Den Afrikanske Union.
Skridtet kom efter to dages massive bombardementer gennemført af de lande, der står bag indførelsen af et flyveforbud over Libyen.
Våbenhvilen skulle angiveligt være trådt i kraft klokken 20 dansk tid.
- Libyens væbnede styrker har udstedt en ordre til alle militære enheder om at efterleve en øjeblikkelig våbenhvile fra klokken ni i aften, siger talsmanden for den libyske hær.
Talsmanden siger, at Libyen besluttede sig for at indgå en våbenhvile, efter at man havde modtaget en henvendelse fra Den Afrikanske Union, der opfordrede til et øjeblikkeligt stop for kamphandlingerne.
Gaddafi erklærede første gang våbenhvile i fredags. Det var dagen efter, at FN's Sikkerhedsråd havde vedtaget en resolution, der gav grønt lys for at forhindre det libyske luftvåben at gå på vingerne.
Straks efter brød Gaddafis landstyrker dog våbenhvilen med deres fortsatte angreb på oprørsstillinger i byen Benghazi.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker