Briterne ønsker William som konge

Prins William og hans forlovede Kate Middleton skal være Storbritanniens næste konge og dronning fremfor prins Charles og hans hustru Camilla, mener et flertal af briterne ifølge nye meningsmålinger.

64 procent svarer, at de helst ser William og Kate Middleton som konge og dronning i en måling udført for avisen News of the World.

I en måling, som blev offentliggjort af The Times, svarer 44 procent, at Charles bør træde til side til fordel for William. 37 procent mener, at det ville være forkert at ændre arverækkefølgen.

Målingerne er foretaget på et tidspunkt med udbredt støtte til den 28-årige prins William, efter at det tirsdag blev offentliggjort, at han skal giftes med den 28-årige Kate Middleton næste år.

Målingerne kan også være præget af, at den 62-årige prins Charles har skabt røre ved at antyde, at Camilla kan blive dronning, hvis han overtager tronen. I de britiske kongefamiliers historie er kongens hustru altid blevet dronning, men da Charles og Camilla blev gift, blev det officielt besluttet, at hun skulle have titel af prinsessegemal, hvis Charles bliver konge.

Premierminister David Cameron blandede sig i debatten søndag med en udtalelse om, at det er for tidligt med sådanne diskussioner, men han lod forstå, at det vil blive debatteret yderligere.

Til et spørgsmål om, hvorvidt han "var for dronning Camilla", svarede Cameron til Sky News, at det er "for tidligt med sådanne beslutninger".

- Men er jeg en stor fan af det royale? Ja. Og jeg er en stor fan af Camilla også".

Charles giftede sig med Camilla fem år efter, at prinsesse Diana blev dræbt ved en bilulykke i Paris i 1996.

Dronning Elizabeth II er i dag 84 år.

/ritzau/Reuters

Et flertal af briterne ønsker at se prins William på tronen - ikke Charles, viser nye meningsmålinger.

Offentliggjort Sidst opdateret