Briterne tog afsked med Margaret Thatcher
Ved en ceremoniel begivenhed, der tåler sammenligning med Winston Churchills begravelse i 1965, tog briterne onsdag afsked med Margaret Thatcher.
Titusinder havde taget opstilling i gaderne i det centrale London for at se Thatchers båre, da den på en hestetrukken kanonlavet blev kørt fra et kapel i parlamentet op til St. Pauls Cathedral.
Langs ruten stod 700 soldater fra hæren, flåden og luftvåbnet for at vise den afdøde premierminister en sidste ære.
Dronning Elizabeth II og hundredvis af repræsentanter for det britiske statsapparat og det officielle Storbritannien deltog sammen med 2300 højtstående repræsentanter for 170 lande i begravelsen.
I katedralen sad premierminister David Cameron, som er leder af Thatchers konservative parti, tæt ved tre af sine forgængere i Downing Street - John Major, Tony Blair og Gordon Brown.
I sin tale over Thatcher sagde Londons biskop, Richard Chartres, at hun havde været en politiker, der delte vandene. Men han sagde samtidig, at politik ikke burde have nogen plads ved hendes begravelse.
- Efter stormene i et liv med politiske konflikter er der en stor ro, sagde han.
Men de modstridende opfattelser af Thatcher er stadig i det britiske samfund, og også onsdag demonstrerede hundredvis af mennesker ved et vende ryggen til begravelsesoptoget og råbe "Maggie, Maggie, Maggie! Død, død, død!"
Over 4000 politifolk var udstationeret i Londons gader under begivenheden.
Begravelsen i St. Pauls Cathedral i det centrale London fandt sted ni dage efter, at den 87-årige kompromisløse leder døde af et hjertetilfælde.
Blandt de kendte gæster var USA's tidligere udenrigsminister Henry Kissinger, Andrew Lloyd-Webber, skuespilleren Joan Collins, Top Gear-værten Jeremy Clarkson og Shirley Bassey.
Den danske regering var repræsenteret ved den danske ambassadør Anne H. Steffensen.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde