Det danske arkitekt- og designfirma Bystrup vandt fredag en stor konkurrence om fremtidens højspændingsmaster i Storbritannien.
Der er 88.000 el-master i Storbritannien, og mange af dem har stået siden 1920'erne. De skal inden for en årrække udskiftes, og Bystrup Arkitekter og Designere er med den slanke T-Pylon valgt som det bedste bud blandt 250 forslag.
Det mente det britiske klima- og energiministerium, det nationale el-selskab og The Royal Institute of British Architects, som udskrev konkurrencen.
Selve prisen var i kroner og ører ikke af de store. Førsteprisen til Bystrup er på 5000 pund (godt 42.000 kroner). Men den interesse, som konkurrencen har vakt, er formentlig ubetalelig reklame for det danske arkitektfirma.
- Vi vil få behov for mange master i de kommende år, som skal give ny energi til vores hjem og virksomheder, og det er vigtigt, at vi gør det på den smukkest mulige måde, sagde energiminister Chris Huhne i forbindelse med prisoverrækkelsen.
Dommerkomiteen, der i finalerunden skulle tage stilling til seks forslag, var enstemmig i sin bedømmelse af Bystrups mast, der har form som et T behængt med romber, der bærer højspændingsledningerne.
Det danske firmas T-Pylon blev vurderet til at være den mest simple og mest forskønnede for det britiske landskab.
Med prisen følger ikke automatisk en ordre til Bystrup, men det nationale el-selskab er indstillet på et samarbejde, fremgik det ved prisoverrækkelsen.
- Vi er meget stolte over, at T-pylo er blevet valgt som vinder. Selv om vi efterhånden har mere end 10 års erfaring i at udvikle og designe højspændingsmaster, så har vi i denne konkurrence været oppe imod mange af verdens bedste ingeniører og arkitekter, og konkurrencen har været hård, siger Rasmus Jessing fra Bystrup Arkitekter og Designere.
/ritzau/
Seneste artikler
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker