Britisk deltagelse i EU-valget booster skeptikerne
Britisk deltagelse i valget til Europa-Parlamentet bliver en realitet, hvis der ikke er indgået brexitaftale.
Alle tegn i sol og måne peger på, at Storbritannien deltager i næste måneds valg til Europa-Parlamentet, og det vil styrke de EU-kritiske grupper i forsamlingen, viser målinger.
Undersøgelsen, der er bestilt af Europa-Parlamentet, viser, at de to mest EU-skeptiske grupperinger i parlamentet vil øge deres andel af pladser til 14,3 procent. En tidligere måling fra marts uden briterne gav skeptikerne 13,0 procent.
Undersøgelsen baserer sig på målinger lavet i de enkelte medlemslande frem til 15. april.
Briterne skal deltage i valget, hvis det ikke lykkes at finde en aftale mellem regeringen og oppositionen i London om en brexitaftale senest 22. maj. En aftale er lige nu meget lidt sandsynlig.
EU-valget finder sted fra 23. til 26. maj. I Danmark stemmes der 26. maj.
De to mest EU-skeptiske grupperinger i parlamentet er ENF, der blandt andet tæller den italienske indenrigsminister Matteo Salvinis parti Liga, og EFDD, hvor det britiske Ukip er hjemmehørende.
De konservative og borgerlige partier samlet i EPP står til 24 procent. Det er her, danske konservative og det tyske CDU plejer at høre hjemme.
Socialdemokrater og socialister får i undersøgelsen 19,8 procent.
De to grupperinger, der traditionelt har været styrende i Europa-Parlamentet, falder hver over fem procentpoint i forhold til valget for fem år siden.
Den liberale blok, Alde, står til 10,1 procent. Her hører både Venstre og Radikale Venstre til.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde