Britisk dronning opfordrer til sammenhold inden brexit
Briterne skal prioriterer sammenhold og kompromis, lyder det i en opfordring fra dronningen ifølge BBC. (arkivfoto) Foto: Carl Court/Ritzau Scanpix
Carl Court/Ritzau Scanpix
I en sjælden bemærkning til det politiske system i Storbritannien maner regenten til sammenhold og kompromis.
Mens det britiske parlament kæmper hårdt for at nå til enighed om, hvordan landet skal forlade EU, har rigets regent, dronning Elizabeth, ladet en sjælden opfordring falde til landets politikere.
Ifølge BBC har dronningen opfordret til samling og kompromis.
- Hver generation møder selvfølgelig nye udfordringer og muligheder, siger hun ifølge BBC.
- Når vi leder efter nye svar i en moderne tid, er jeg personligt tilhænger af prøvede og testede veje såsom at tale pænt om hinanden og respektere forskellige holdninger, at søge kompromis og aldrig miste det store billede af syne.
BBC's egen royale korrespondent siger, at der ikke kan være tvivl om, at bemærkningen er rettet mod de nuværende forhandlinger.
Ordene er faldet ved en fejring af 100-året for Sandringham Kvindeinstitut i Norfolk.
- Den fortsatte betydning af tålmodighed, venskab, et stærkt samfundssind og øje for andres behov er lige så stor i dag, som da denne gruppe blev dannet for alle de år siden, siger dronning Elizabeth ifølge BBC.
Parlamentet har for nylig nedstemt en aftale mellem EU og den britiske regering med en historisk stor margin.
Afstemning handlede om, hvilke vilkår Storbritannien skal forlade unionen under.
Det er i skrivende stund uklart, om der i parlamentet kan samles flertal for nogen form for aftale. Mandag ventes premierminister Theresa May at fremlægge en ny plan for brexit.
Tirsdag skal der afholdes en afstemning om en aftale, som Theresa May sætter på dagsorden. Der skal samtidig stemmes om en række ændringsforslag til aftalen, der er fremsat af forskellige parlamentsmedlemmer.
For nuværende forlader briterne EU 29. marts - med eller uden aftale.
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker