Britisk journalist og hans guide blev dræbt af skud i Amazonas
En tredje mistænkt i sagen bliver ført væk af politiet, efter at han lørdag meldte sig selv. Foto: Joao Laet/Ritzau Scanpix
Dom Phillips døde af et skud i brystet, mens han brasilianske makker blev skudt i hovedet, oplyser politiet.
En britisk journalist og hans brasilianske guide, hvis forsvinden i Amazonas i begyndelsen af juni har fået stor international opmærksomhed, blev begge dræbt af skud.
Det oplyser brasiliansk politi lørdag.
Oplysningen kommer, en dag efter at efterforskere fredag bekræftede, at menneskelige rester fundet i regnskoven stammer fra den forsvundne journalist Dom Phillips.
Lørdag oplyser embedsmænd, at andre menneskelige rester tilhører Phillips' rejsemakker, brasilianeren Bruno Pereira, som var ekspert i indfødte befolkningsgrupper.
Brasiliansk politi oplyser, at begge mænd blev dræbt af skud. 57-årige Phillips blev ramt af et enkelt skud i brystet, mens 41-årige Pereira blev ramt af tre skud, hvoraf det ene var i hovedet.
Den pågældende ammunition bruges ifølge politiet typisk til jagt.
Bruno Pereira arbejdede for at beskytte indfødtes landområder og havde modtaget flere dødstrusler.
De to mænd forsvandt 5. juni i en isoleret del af regnskoven, der plages af ulovlig minedrift, fiskeri og skovhugst såvel som narkohandel.
En lokal fisker og hans bror har indrømmet drabene på Dom Phillips og Bruno Pereira.
Det var den ene af brødrene, som viste politiet det sted nær byen Atalaia do Norte i den vestlige Amazonas-delstat, hvor ligene var gravet ned.
Politiet oplyser lørdag, at en tredje mistænkt i sagen har meldt sig selv på politistationen i Atalaia do Norte.
Politikommissær Alex Perez Timoteo siger til nyhedsmediet G1, at der sandsynligvis vil ske flere anholdelser i de kommende dage.
Politiet oplyste fredag, at myndighederne mener, at gerningsmændene "har handlet alene uden involvering fra en kriminel organisation".
Aktivister har bebrejdet præsident Jair Bolsonaro for drabene for at tillade kommerciel udnyttelse af Amazonas på bekostning af miljøet og lov og orden.
Bolsonaro mener, at mændene tog ud på eget ansvar, idet de tog på en "uforsvarlig" tur i et område, hvor Dom Phillips var "ildeset".
Phillips arbejdede på en bog om bæredygtig udvikling i Amazonas med Pereira som sin guide.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker