Britisk kvinde får omstødt dom om at lyve om voldtægt i Cypern
En britisk kvinde, hvis identitet holdes skjult, har mandag fået omstødt en dom om at lyve om en gruppevoldtægt i 2019. Hun kan på billedet her anes i baggrunden til venstre med et tørklæde for ansigtet. Billedet er taget i forbindelse med retssagen i januar 2020 (Arkivfoto). Foto: Iakovos Hatzistavrou/Ritzau Scanpix
Iakovos Hatzistavrou/Ritzau Scanpix
En ung britisk kvinde blev i 2020 dømt for at have løjet om gruppevoldtægt. Den dom er nu blevet omstødt.
En i dag 21-årig britisk kvinde har mandag fået omstødt en tidligere dom om at lyve om en gruppevoldtægt i Cypern i 2019.
Det skriver det britiske medie Sky News.
Kvinden blev i januar 2020 ved en cypriotisk domstol dømt for at lyve om at være blevet voldtaget af 12 israelske turister i Cypern. Den dom er mandag dog blevet annulleret af landets højesteret.
Kvinden var 19 år, da gruppevoldtægten angiveligt fandt sted i juli 2019.
Hun sagde, at hun på et hotelværelse i Cypern var blevet gruppevoldtaget af israelerne, der efterfølgende blev tilbageholdt. Israelerne var mellem 15 og 22 år gamle, skriver nyhedsbureauet AFP.
Politiet fortsatte afhøringen af kvinden i adskillige dage.
Efter ti dage underskrev hun en erklæring, hvor hun trak anklagerne tilbage, og så blev israelerne løsladt. Hun havde ikke en advokat ved sin side.
7. januar fik hun fire måneders fængsel og en bøde for at have løjet i sagen. Hun har siden da dog kæmpet for at få renset sit navn.
Ifølge aktivister, jurister og hendes advokater faldt dommen dog på et tyndt og sjusket grundlag, der ikke ydede hende retfærdighed.
Den britiskbaserede rettighedsgruppe Justice Abroad har været med til at koordinere kvindens appelsag. Gruppen glæder sig derfor også over mandagens afgørelse, siger Michael Polak fra Justice Abroad.
- Det er et tårevædet øjeblik, siger han.
- Vi har altid fastholdt, at vores klient ikke fik en retfærdig retssag, og det har højesteret i dag erklæret sig enig i, lyder det.
Da sagen oprindeligt kørte i begyndelsen af 2020 skrev AFP, at en gruppe på 50 israelske kvinder var i Cypern for at følge sagen og støtte pigen.
Det gjorde de hovedsageligt, fordi de var blevet forargede over, at de 12 israelske drenge blev modtaget som helte, da de kom hjem.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned