Britisk mand dømt til døden for blasfemi
En pakistansk domstol har dømt en britisk mand til døden for blasfemi, efter at han har påstået, at han er islamisk profet.
Mohammad Asghar, som er 65 år og af pakistansk oprindelse, blev pågrebet i Rawalpindi i 2010 efter at have skrevet et brev, hvori han påstod, at han var profet.
Retten afviste forsvarerens forklaring om, at manden er psykisk syg. Retssagen var sat op i det fængsel, hvor Asghar sidder varetægtsfængslet.
- Asghar påstod, at han var profet, oven i købet inde i retten. Han tilstod det foran dommeren, siger statsanklager Javel Gul til nyhedsbureauet AFP.
- Asghar skrev det tilmed på sit visitkort.
Muslimer mener, at profeten Mohammed er den sidste af en række profeter.
Blasfemi er meget følsomt i Pakistan, hvor 97 procent af befolkningen er muslimer, og fornærmelser mod profeten Muhammed kan føre til dødsstraf.
Der er imidlertid ikke eksekveret henrettelser i civile sager siden 2008 i Pakistan - én soldat er blevet henrettet siden da.
Mohammad Asghar har en lang sygejournal med dokumentation for psykiske problemer.
Hos den britiske repræsentation i Islamabad bekræfter man kendskab til sagen, men man ønsker ikke at kommentere den i detaljer.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde