Britisk minister advarer Taliban mod igen at huse al-Qaeda
Den britiske forsvarsminister, Ben Wallace, siger, at det frygtede islamistiske netværk al-Qaeda sandsynligvis vil vende tilbage til Afghanistan (Arkivfoto). Foto: Alex Wong/Ritzau Scanpix
Alex Wong/Ritzau Scanpix
Forsvarsminister vil ikke udelukke nyt militært indgreb i Afghanistan, hvis Vesten trues af islamister.
Storbritannien og dets allierede vil være tilbage i Afghanistan med væbnet magt, hvis landet igen bliver et hjemsted for den militante, islamistiske bevægelse al-Qaeda, og den truer Vesten.
Det siger den britiske forsvarsminister, Ben Wallace.
Hans kommentar kommer, efter at Taliban de seneste dage har indtaget en række provinshovedstæder.
- Jeg er absolut bekymret for, at fejlslagne stater vil være ynglepladser for denne type folk, siger han til Sky News.
Da ministeren bliver spurgt konkret til Afghanistan og til behovet for igen at bruge militær magt i landet, svarer han:
- Al-Qaeda vil sandsynligvis komme tilbage.
- Jeg vil lade alle muligheder stå åbne. Det, Taliban lærte sidste gang, var, at hvis de begynder at være værter for al-Qaeda, og hvis de starter angreb på Vesten, så kan vi være tilbage, siger han.
Al-Qaedas angreb på USA den 11. september 2001 kostede næsten 3000 mennesker livet. Det udløste den amerikanske og vestlige invasion i Afghanistan. Al-Qaeda havde på det tidspunkt et fristed i Afghanistan under det daværende Taliban-styre.
USA og de vestlige lande har hen over sommeren trukket deres styrker ud af landet. Det er blevet startskuddet til et erobringstogt for Taliban.
Oprørerne har de seneste dage erobret en stribe hovedstæder i provinserne. Senest byen Lashkar Gar, der er hovedstad i provinsen Helmand, lyder meldingen fredag.
Den britiske regering oplyste torsdag, at den sender 600 soldater tilbage til Afghanistan. De skal hjælpe britiske statsborgere og afghanere i britisk tjeneste ud af landet.
USA vil sende op mod 3000 soldater til landet. De skal hjælpe amerikanere og deres afghanske ansatte med at slippe ud. Det oplyste USA's forsvarsministerium torsdag.
Der er tale om en kort udstationering for de to landes soldater.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned