Britisk minister: Omikron-tilfælde kan nå en million inden januar
Den britiske sundhedsminister, Sajid Javid, har ifølge The Guardian beskrevet coronavarianten Omikron som "en endnu mere frygtindgydende fjende". (Arkivfoto). Foto: REUTERS/Tom Nicholson/Pool/Reuters
REUTERS/Tom Nicholson/Pool/Reuters
Storbritannien har registreret 568 tilfælde af Omikron-varianten. Men det tal er formentlig 20 gange højere.
Antallet af smittetilfælde med coronavarianten Omikron kan overstige en million i Storbritannien i slutningen af december ved den nuværende udvikling.
Det har landets sundhedsminister, Sajid Javid, fortalt parlamentsmedlemmer, og har beskrevet varianten som "en endnu mere frygtindgydende fjende".
Det skriver den britiske avis The Guardian.
I en udtalelse, der er overbragt til det britiske underhus, udtaler Javid, at der er bekræftet 568 tilfælde med Omikron. Men det anslåede nuværende antal er "sandsynligvis tættere på 10.000", lyder det ifølge avisen.
- Det britiske sundhedsagentur (UKHSA) anslår, at antallet af smittede er omtrent 20 gange højere end antallet af bekræftede tilfælde. Og således er det nuværende antal af smittede sandsynligvis tættere på 10.000, sagde han i en udtalelse onsdag aften ifølge avisen.
- UKHSA anslår også, at ved den nuværende observerede fordoblingstid på mellem to og en halv og tre dage, kan infektioner overstige en million ved slutningen af denne måned.
Der bor omkring 68 millioner mennesker i Storbritannien.
Ifølge The Guardian sagde Sajid Javid også, at der nu var tillid til, at Omikron er "langt mere overførbar" end Delta-varianten. Der er dog stadig meget at lære om den nye variant, lyder det.
Omikron blev først registreret i det sydlige Afrika og har spredt sig til en række lande, herunder Danmark.
England har aktiveret den såkaldte plan B og har indført skærpede coronaregler.
Det sagde den britiske premierminister, Boris Johnson, på et pressemøde onsdag aften.
Fra fredag vil der være krav om brug af mundbind de fleste offentlige indendørs steder, lød det.
På natklubber og andre steder med mange mennesker skal der vises coronapas.
Briterne er også blevet opfordret til i højere grad at arbejde hjemme fra mandag.
De genindførte tiltag skal være med til at bremse den stigende smitte med Omikron-varianten, der breder sig i Storbritannien.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde