Britisk minister skal underskrive ny asyltraktat i Rwanda
James Cleverly, Storbritanniens indenrigsminister, vil tirsdag rejse til Rwanda og mødes med landets udenrigsminister. (Arkivfoto). Foto: Stefan Rousseau/Ritzau Scanpix
Storbritanniens indenrigsminister, James Cleverly, er tirsdag i Rwanda, hvor han skal underskrive ny traktat.
Storbritanniens indenrigsminister, James Cleverly, vil tirsdag underskrive en ny traktat med Rwanda, der handler om Storbritanniens plan om at sende asylansøgere til det afrikanske land.
Det oplyser det britiske indenrigsministerium mandag.
Den nye traktat kommer, efter at Storbritanniens højesteret har erklæret den eksisterende plan for ulovlig.
Cleverly ankommer til Rwandas hovedstad, Kigali, tirsdag morgen. Her skal han mødes med Rwandas udenrigsminister, Vincent Biruta, for at underskrive traktaten.
Storbritannien har haft planer om at sende titusindvis af asylansøgere, der ankommer til landet uden tilladelse, til Rwanda.
Det skal ske i et forsøg på at afskrække migranter fra at krydse Den Engelske Kanal fra det europæiske kontinent i små både.
Planen følges tæt af andre lande, der overvejer en lignende politik.
Blandt de lande, der overvejer at sende asylansøgere til et tredjeland uden for Europa, er Danmark.
Den britiske højesteret afgjorde i november, at flyene med asylansøgere til Rwanda vil være et brud på internationale menneskerettighedslove, der også er en del af britisk lovgivning.
Siden har Storbritannien forsøgt at genforhandle dets aftale med Rwanda, så den inkluderer en bindende traktat om, at Rwanda ikke må udvise asylansøgere, som er sendt dertil at Storbritannien.
En af årsagerne til, at den britiske højesteret dømte asylplanen ulovlig, er risikoen for, at de deporterede flygtninge ikke vil få deres sag korrekt behandlet, eller at de bliver sendt tilbage til det land, de kom fra og står over for retsforfølgelse der.
Domstolen sagde, at planen var et brud på internationale traktater og protokoller - heriblandt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, FN's Flygtningekonvention og Konvention mod Tortur.
- Rwanda går meget op i flygtninges rettigheder, og jeg glæder mig til at mødes med kolleger for at underskrive denne aftale og yderligere drøfte, hvordan vi samarbejder for at tackle den globale udfordring, som ulovlig migration er, siger Cleverly.
Efter den britiske højesteretsdom i november sagde Danmarks udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S), at den danske regering fortsat arbejder på at oprette et modtagecenter i et andet land.
Socialdemokratiet foreslog i 2019, da det sad i en etpartiregering, at oprette et dansk modtagecenter i Rwanda.
Den plan er mere eller mindre sat på standby, efter at SVM-regeringen kom til for omkring et år siden.
Kaare Dybvad Bek sagde dog i november, at Danmark fortsat arbejder på nye løsninger sammen med en række andre EU-lande.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Her er regeringens 21 ministre
Euforiske bronze-vindere: - Vi skal ikke spare på en skid
Markerne er tørre: - Det er et tegn på, at der er begyndt at mangle vand
Skal Dølle rykkes igen?: - Det er en kæmpe proces, siger formand
Poolsommerhusejere sendt til tælling: Nu vil formand se fremad
Mest læste artikler
Kæde åbner største butik i Danmark i Guldborgsundcentret
Hændelse på stor byggeplads: Person kørt på hospitalet
Indsætter togbusser grundet akut sporarbejde
Bo-Hus indgår stort lokalt partnerskab
Kunde angreb ansatte i supermarked