Britisk minister: Vi forventede ikke Kabuls fald i år
Talibankrigere fejrer USA's exit fra Afghanistan i Kandahar onsdag, hvor en konvoj af biler med Talibans flag kører i parade gennem byen. Foto: Javed Tanveer/Ritzau Scanpix
Javed Tanveer/Ritzau Scanpix
Storbritannien nåede ikke at forberede sig på kaos i Kabul. Det gik hurtigere end ventet, siger minister.
Det kom bag på alle, hvor hurtigt den afghanske regering faldt, og den militante bevægelse Taliban kom til magten.
Efterretninger pegede i retning af, at det ikke ville ske på denne side af nytår, siger den britiske udenrigsminister, Dominic Raab.
Og derfor havde Storbritannien heller ikke forberedt sig på det kaos, der fulgte, efter at Taliban indtog Kabul 15. august.
Onsdag var han indkaldt i Underhuset for at forsvare beslutningen om at trække de britiske styrker ud af Afghanistan.
Som USA var Storbritannien heller ikke i stand til at forudse, hvor hurtigt Taliban ville feje al modstand væk og indtage hovedstaden Kabul og det meste af det øvrige Afghanistan, forklarer Raab.
De britiske efterretninger pegede i retning af, at Taliban først ville overtage kontrollen nogle måneder efter, at de sidste udenlandske soldater var ude af landet.
- Den centrale antagelse var, at efter tilbagetrækningen i slutningen af august ville man se en gradvis forværring derfra, og at det var usandsynligt, at Kabul ville falde i år, siger udenrigsministeren.
- Det var et synspunkt, der var delt af allierede i Nato, tilføjer han.
Raab forklarer videre, at de vestlige lande godt var klar over, at Taliban havde planer om at tage magten i landet. Men de blev overraskede over, hvor hurtigt det skete.
Oppositionen har opfordret premierminister Boris Johnson til at fyre Raab. Det sker, efter at udenrigsministeren tog på ferie på den græske ø Kreta, mens Taliban rykkede nærmere på Kabul.
Raab har afvist at fortælle, hvilken dato han rejste på ferie.
Onsdag forsvarer han sig igen mod kritikken og gentager, at han ikke har tænkt sig at træde tilbage fra udenrigsministerposten.
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker