Britisk minister vil overveje strammere lovgivning om armbrøster

I Storbritannien er der ikke krav om en licens for at eje en armbrøst. Den nye britiske indenrigsminister, Yvette Cooper, vil se på, om det skal ændres efter tre drab tirsdag. (Arkivfoto). Foto: Justin Tallis/Ritzau Scanpix

I Storbritannien kan man frit eje en armbrøst. Ny britisk indenrigsminister vil undersøge, om det skal ændres.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den britiske indenrigsminister Yvette Cooper vil snarest overveje resultaterne af en rapport om kontrol af armbrøster, der blev lavet tidligere i år, for at se på, om lovgivningen skal strammes.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Onsdag eftermiddag blev en mand anholdt i det nordlige London.

Han er mistænkt for at have angrebet tre kvinder med en armbrøst tirsdag. Kvinderne afgik alle ved døden som følge af deres skader.

I Storbritannien skal man ikke have en licens for at eje en armbrøst, men det er ulovligt at bære den i offentligheden uden gyldig grund.

Ifølge nyhedsbureauet dpa registreres ejere af armbrøster ikke, men det er ulovligt at eje en, hvis man er under 18 år.

I Danmark er armbrøster omfattet af våbenloven og kræver en våbentilladelse.

Rapporten om kontrol af armbrøster blev bestilt af den tidligere konservative regering ifølge BBC, eftersom også den overvejede behovet for strammere regler.

dpa skriver, at det konkret er blevet foreslået, at reglerne skal svare til de regler, der er for skydevåben.

Ifølge BBC sker det relativt sjældent, at armbrøster bruges til personfarlig kriminalitet i Storbritannien. Der har dog været flere omtalte sager.

I 2019 blev en dengang 51-årig britisk mand idømt fængsel på livstid for at dræbe sin gravide ekskone med en armbrøst.

Kvinden blev dræbt, da hun var gravid i ottende måned. Hendes søn blev født ved et kejsersnit og overlevede.

En mand, som var bevæbnet med en armbrøst, forsøgte at bryde ind på Windsor-slottet for at dræbe den nu afdøde dronning Elizabeth juledag i 2021.

Det mislykkedes, og i 2023 fik han ifølge BBC ni års fængsel for forræderi.

De tre kvinder, som blev angrebet tirsdag, er alle i familie med hinanden. Politiet har oplyst til blandt andre BBC, at det formoder, at gerningsmanden kendte kvinderne.

Et eventuelt motiv er onsdag aften ikke umiddelbart klart.

/ritzau/