Regeringen i London fortsætter chokbehandlingen af den britiske økonomi, men gevinsten udebliver indtil videre, for den økonomiske vækst bliver lavere end forventet, og priserne vil fortsætte med at stige.
Det fremgår af det budget for det nye finansår, som finansminister George Osborne har fremlagt onsdag eftermiddag.
Det er anden gang, at den konservativ-liberale regering fremlægger et budget, og det fastholder den drastiske sparepolitik, som blev lanceret i 2010 for at bremse den offentlige gældsætning.
Men Osborne måtte erkende, at de oprindelige mål ikke bliver nået. Regeringen nedtoner forventningen til vækst i 2011 fra 2,1 procent til 1,7 procent, og samtidig stiger inflationen til bekymrende højder.
Ifølge det nationale statistiske kontor steg inflationen i februar til 4,4 procent, hvilket er langt over nationalbankens mål på 2,0 procent. Det øger udsigten til en snarlig rentestigning.
Men regeringens budget indeholder også sukkerknalder. Selskabsskatten vil blive sænket til 26 procent. Det skal delvis betales af en afgift på bankerne, som har deres store andel i det gabende budgetunderskud.
Den tidligere Labour-regering måtte pumpe enorme milliardbeløb ind i bankerne for at redde dem, da finansmarkederne kollapsede i efteråret 2008.
Osborne siger, at budgetunderskuddet i 2011/12 bliver på cirka 10 procent af den samlede nationalindkomst, men at det er regeringens plan at eliminere underskuddet i 2015.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde