Britisk partileder splittet mellem politik og tro går af
Tim Farron fik to år som partileder hos Liberaldemokraterne i Storbritannien. Han formåede ikke at genrejse partiet til tidligere højder. Foto: /ritzau/AP/David Mirzoeff
/ritzau/AP/David Mirzoeff
Liberaldemokraterne kunne ikke få opbakning som for syv år siden. Formand Tim Farron træder tilbage.
Trods en lille fremgang i mandater ved det britiske valg i sidste uge vil Tim Farron forlade posten som leder af Liberaldemokraterne. Det meddeler han onsdag.
Farron er blevet kritiseret for en skuffende valgkampagne, og han er blevet stillet mange spørgsmål til sin kristne tro.
- Fra dag et som formand er jeg blevet mødt af spørgsmål til min kristne tro. Jeg har forsøgt at svare ordentligt og tålmodigt. I visse tilfælde kunne jeg have svaret klogere, siger Tim Farron.
Den afgående formand fortæller, at han har følt sig splittet mellem sit politiske og sit religiøse liv.
Han er ofte blevet spurgt til, hvordan han som kristen har det med Liberaldemokraternes positive syn på ægteskab mellem homoseksuelle.
Ved parlamentsvalget 8. juni fik partiet 12 mandater, hvilket var fire flere end ved valget i 2015.
Det er dog meget langt under niveauet fra 2010, da Liberaldemokraterne gik i koalition med Det Konservative Parti.
Dengang fik det EU-positive parti under Nick Cleggs ledelse 57 sæder i Underhuset.
Den moderat venstreorienterede Farron blev valgt i 2015 efter et tæt formandsopgør mod den tidligere vicesundhedsminister Norman Lamb.
Farron er tidligere landsformand i partiet.
Samarbejdet i regeringen med Det Konservative Parti kostede Liberaldemokraterne dyrt.
Flest tæsk fik partiet, for at medvirke til at studiegebyrerne på universiteterne blev forhøjet drastisk. Det var et valgløfte, at det ikke skulle ske.
Farron, der har været medlem af parlamentet i London siden 2005, var ikke minister i koalitionsregeringen.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned