Britisk politi har anholdt 52 under kroning af kong Charles
Britisk politi anholder en demonstrant i forbindelse med kroningen af kong Charles i London lørdag. I alt er 52 mennesker anholdt. De er tidligt lørdag aften fortsat i politiets varetægt. Foto: Andrew Boyers/Reuters
Forstyrrelse af den offentlige orden og slagsmål er blandt de årsager, britisk politi oplyser for anholdelser.
52 personer er blevet anholdt i forbindelse med kroningen af kong Charles i Storbritannien lørdag.
Det meddeler politiet i den britiske hovedstad.
De 52 er blevet anholdt for en række forskellige lovovertrædelser.
Det spænder lige fra slagsmål over besiddelse af narkotika til forstyrrelse af den offentlige orden eller planer om at forstyrre dagens store royale begivenhed.
Alle 52 anholdte er fortsat i politiets varetægt omkring klokken 18.30 dansk tid.
Tidligere lørdag meddelte organisationen Republic, at flere personer, som deltog i en protest mod det britiske kongehus lørdag formiddag, blev anholdt i London.
Det skete forud for kroningen af kong Charles, oplyste organisationen.
- Hundredvis af plakater blev beslaglagt. Er dette demokrati?, spurgte organisationen på Twitter.
Demonstrationen var lovligt anmeldt.
Indsatsleder Karen Findley udtaler i meddelelsen fra politiet i London, at politiet har været massivt til stede i London, efter det fik informationer om, at nogle kunne finde på at afbryde processen omkring kroningen af kong Charles.
- Vi kan absolut forstå den bekymring, der har været fra offentligheden efter de anholdelser, som vi foretog her til morgen, siger Findley.
- Protest er lovlig, og den kan være forstyrrende.
Indsatslederen siger videre, at politiet har været til stede ved flere protester uden at gribe ind eller foretage anholdelser.
Men "vi har også en pligt til at gribe ind, når protester bliver kriminelle og kan forårsage alvorlige forstyrrelser", lyder det i meddelelsen.
Politiet er tidligt lørdag aften fortsat til stede ved en demonstration omkring Trafalgar Square, lyder det videre i meddelelsen.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned