Britisk politi har fundet flaske med russisk nervegift
En lille flaske indeholdende nervegiften Novichok er fundet, melder britisk politi. Fotoet er fra 4. juli. En mand og en kvinde blev i slutningen af juni indlagt efter at være kommet i kontakt med nervegiften Novichok. Foto: Geoff Caddick/Ritzau Scanpix
Geoff Caddick/arkiv/Ritzau Scanpix
En lille flaske med nervegiften Novichok er fundet i et hus i Storbritannien. Det testes, hvor giften er fra.
Britisk politi har fundet en flaske indeholdende nervegiften Novichok, i det hus hvor en 45-årig mand i sidste måned blev fundet syg.
Det oplyser politiet ifølge nyhedsbureauet Reuters.
- Onsdag 11. juli blev en lille flaske fundet under gennemsøgningen af Charlie Rowleys hjem i Amesbury, siger politiet i en udtalelse.
- Videnskabsmænd har nu bekræftet over for os, at væsken i flasken er Novichok.
Huset tilhører 45-årige Charlie Rowley, der er fra Amesbury nær Salisbury, hvor hans 44-årige veninde Dawn Sturgess søndag døde af nervegiften.
Parret blev sammen indlagt sidst i juni.
Charlie Rowley er i stabil tilstand og ved bevidsthed, og politiet oplyser ifølge nyhedsbureauet AFP, at det kort har talt med ham.
Ifølge Neil Basu, der er chef for det britiske antiterrorpoliti, som leder efterforskningen, er fundet af flasken "en signifikant og positiv udvikling" i sagen.
Nervegiften, der blev udviklet af Sovjetunionen i 1970'erne og 1980'erne, vakte opsigt for måneder tilbage, da det 4. marts blev anvendt til at forgifte den tidligere russiske spion Sergej Skripal og hans datter, Julia.
De overlevede attentatforsøget efter at have modtaget behandling på Salisbury District Hospital.
Britisk politi betragter hændelsen som et drabsforsøg, og hændelsen igangsatte en international diplomatisk krise, hvor flere lande smed russiske diplomater på porten.
Rusland har afvist nogen form for involvering i attentatforsøget.
Politiet i Wiltshire er i gang med at undersøge, hvor flasken er kommet fra, og hvordan den endte i Rowleys hus.
Desuden skal yderligere undersøgelser afklare, om giften kommer fra samme parti, der forgiftede Skripal og hans datter.
Foruden det britiske politi er også eksperter fra Organisationen for Forbud mod Kemiske Våben (OPCW) inviteret til landet i begyndelse af næste uge for at udføre uafhængige undersøgelser af giften.
Ifølge chefen for det britiske antiterrorpoliti, Neil Basu, forbliver afspærringerne omkring Rowleys hus et stykke tid endnu.
- Vi kan ikke garantere, at der ikke er mere af væsken tilbage, og afspærringer vil forblive på stedet i lang tid.
- Det er for at give mulighed for, at de grundige gennemsøgninger kan fortsætte som en forebyggende foranstaltning for offentlig sikkerhed og for at assistere eftersøgningsholdet, siger han.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned