Britisk politi indleder formel efterforskning efter voldsom anholdelse
Hændelsen i Manchester Lufthavn har udløst flere demonstrationer de seneste døgn. (Arkivfoto). Foto: Jon Super/Ritzau Scanpix
En voldsom anholdelse i Manchester blev fanget på video og delt på sociale medier. Nu efterforskes sagen.
Den britiske politiklagemyndighed (IOPC) har besluttet at indlede en formel efterforskning efter en voldsom episode mellem en betjent og en ung mand i Manchester Lufthavn.
Det oplyser IOPC i en pressemeddelelse fredag ifølge AFP.
- Vi kan bekræfte, at vi er i gang med en kriminalefterforskning vedrørende magtanvendelse under begivenheder, som fandt sted 23. juli i Manchester Lufthavn, udtaler Catherine Bates, som er regional direktør hos IOPC.
Episoden i lufthavnen blev fanget på en video, der blev delt på sociale medier og har trukket overskrifter i både England og resten af verden.
Videoen viser ifølge AFP en betjent, der ser ud til at sparke og trampe på en mands hoved under en anholdelse.
The Guardian skriver, at manden er 19-årige Muhammed Fahir.
Ifølge hans advokat, Akhmed Yakoob, modtager han fortsat behandling på hospitalet og "kæmper for sit liv".
Den omtalte betjent, der er ansat hos Greater Manchester Police i det nordvestlige England, er blevet suspenderet fra alle pligter.
Hændelsen i lufthavnen har udløst flere demonstrationer i Manchester de seneste døgn.
I forbindelse med episoden 23. juli har Greater Manchester Police oplyst, at tre betjente blev overfaldet, mens en kvindelig betjent brækkede næsen, da de skulle pågribe en person efter anmeldelser om et overfald.
Politiet i Manchester har desuden udtalt, at "brugen af sådan magt ved en anholdelse er en usædvanlig hændelse, som vi også forstår vækker opsigt".
Andy Burnham, som er borgmester i Greater Manchester, har udtalt til BBC, at selv om videoen er "foruroligende", så var der problemer på "begge sider".
Ifølge AFP blev fire mænd anholdt som følge af hændelsen i lufthavnen. De mistænkes blandt andet for at stå bag overfald.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned