Britisk politi sigter mistænkt pigemorder

En mand, der i tre dage har været tilbageholdt af politiet i Wales, er fredag blevet sigtet for drab på en fem-årig pige, der mandag forsvandt fra sit hjem.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det skriver britiske medier.

Den fem-årige April Jones blev sidst set uden for sit hjem mandag i byen Machynlleth i Wales, og hendes forsvinden har berørt hele Storbritannien.

Den 46-årige Mark Bridger, der kender familien Jones, har siddet i politiets varetægt siden tirsdag. Fredag meddelte politiet, at han er anholdt og sigtet for drab.

- Mark Bridger er nu formelt anholdt og sigtet for drab på April Jones, siger Reg Bevan, der leder efterforskningen af sagen.

Reg Bevan siger, at Mark Bridger hidtil har hjulpet politiet i efterforskningen, men at han nu bliver afhørt som sigtet i sagen.

Oplysningen kommer samtidig med, at politiet og mange frivillige har intensiveret eftersøgningen efter den femårige pige.

Eftersøgningen foregår i et stort område omkring pigens hjem i Machynlleth, der ligger i et bakket terræn i det centrale Wales.

Skove, marker og områdets mange vandløb bliver undersøgt i et forsøg på at finde pigen.

Politiet har afsløret, at April Jones lider af en sygdom, der kræver, at hun skal have regelmæssig medicin, hvilket har øget frygten for hendes tilstand.

Eftersøgningen efter April Jones følges intenst af britiske medier, og både tv og radio sender direkte fra Wales flere gange om dagen.

/ritzau/AFP