Britisk regering afviser ny folkeafstemning i Skotland

Der er ikke behov for en ny folkeafstemning i Skotland, siger den britiske forsvarsminister, Michael Fallon. (Arkivfoto) Foto: AP/Ben Birchall

Skotlands førsteminister kalder det katastrofalt, hvis regeringen blokerer for ny afstemning om løsrivelse.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den britiske regering vil ikke bistå Skotland med en ny folkeafstemning om løsrivelse fra Storbritannien, slår forsvarsminister Michael Fallon fast.

- Nej, glem det. Vi har gjort det klart, at der ikke er noget behov for en anden folkeafstemning, siger Fallon i et interview til den skotske avis Herald.

Han opfodrer lederen af den skotske regering, Nicola Sturgeon, til at holde sig til resultatet af folkeafstemningen i 2014. Her sagde 55 procent ja til at forblive i union med Storbritannien, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Hun skal ifølge Fallon "respektere Skotlands beslutning i 2014 om at blive i Storbritannien og den britiske beslutning om at forlade EU".

- Respekt går begge veje, siger han.

Men Sturgeon reagerer vredt på Fallons kommentar.

Det vil være et "katastrofalt træk", hvis den britiske regering vil blokere for en ny folkeafstemning, skriver hun på Twitter.

En talsmand for den skotske regering mener, at det blot vil øge tilslutningen til en folkeafstemning, at regeringen i London forsøger at blokere for muligheden.

Et flertal af briterne stemte ved en folkeafstemning i juni sidste år for, at Storbritannien skal forlade EU. Men et stort flertal i Skotland ville blive i EU.

Sturgeon har sagt, at det fortsatte medlemskab af EU var en forudsætning for, at skotterne i 2014 sagde ja til den fortsatte britiske union.

Derfor er der en helt ny situation i dag. Skotland skal bevare sin nære tilknytning til EU, mener hun.

Hvis det ikke lykkes under forhandlinger at imødekomme Skotland, så kan en ny folkeafstemning blive aktuel.

Meningsmålinger viser ikke større udsving i Skotland i forhold til folkeafstemningen i 2014, selv om det nu tyder på et klart brud med EU.

Den britiske regering har torsdag fremlagt en hvidbog, der skitserer strategien for forhandlinger med EU om udmeldelse.

Der er 12 principper i hvidbogen. Den peger blandt andet på, at indvandringen skal bringes under kontrol. Briterne skal tage kontrol over egne love, skriver BBC om dokumentet.

Labour har kritiseret dokumentet. Partiet kalder det "indholdsløst". Oppositionspartiet siger også, at det er fremlagt alt for sent, til at man kan få en meningsfuld debat.

Hvidbogen er præsenteret, dagen efter at Underhuset stemte for et lovforslag, der giver regeringen grønt lys til at indlede forhandlinger med EU.