Britisk test af et dyrt atommissil fra ubåd slår fejl ud for Florida

HMS "Victorious", en af Storbritanniens fire ubåde, som medbringer Trident-missiler udstyret med atomsprænghoveder. Det var søsterskibet HMS "Vanguard", der affyrede det missil, der fejlede ved Florida. (Arkivfoto). Foto: Andy Buchanan/Ritzau Scanpix

Forsvarsminister var med på britisk ubåd for at se en af de sjældne test med de dyre atommissiler. Det blev en kæmpe fuser. Missilet kom aldrig rigtig i luften.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er ikke hver dag, at de britiske ubåde tester, om deres atommissiler nu også virker.

Storbritannien er en atommagt og har sine atomvåben på ubåde.

Sprængladningerne sendes afsted med Trident-missiler. En test af sådan et missil koster ifølge BBC 17 millioner pund - knap 150 millioner kroner.

Tilbage i 2016 blev et missil testet, og det gik ikke godt. Det kom ud af kurs - dog uden et atomsprænghoved.

Den 30. januar i år skulle et Trident-missil testes igen for første gang siden fiaskoen i 2016.

Det skete ud for Floridas kyst, og det var ubåden HMS "Vanguard", der skulle opsende missilet - igen med en dummy i stedet for et atomsprænghoved.

Med om bord var til lejligheden forsvarsminister Grant Shapps, og han blev vidne til en fiasko. Trident-missilets hjælperaket antændte ikke, og missilet faldt kort efter affyringen i havet ikke langt fra ubåden.

Oplysningerne om den anden fiasko med en opsendelse af en helt central del af Storbritanniens arsenal er først kommet frem nu. Det er avisen The Sun, der har bragt historien, som siden er blevet bekræftet af forsvarsministeriet.

BBC skriver, at episoden er flov for såvel Storbritannien som for den amerikanske producent af Trident-missiler, Lockheed Martin.

Reuters nævner, at det også er flovt for en nation, der engang havde verdens største og mest slagkraftige flåde.

Men Grant Shapps har, efter at oplysningerne er kommet frem, udsendt en erklæring, hvori han siger, at regeringen har fuld tillid til Trident-systemet.

Han lader forstå, at der ikke er nogen, der har forsøgt at skjule noget, for der har i lang tid været en praksis om ikke at kommentere sådanne test.

Det gør han så alligevel i erklæringen, som blev udsendt onsdag.

- Ved denne lejlighed skete der en anormalitet, der var specifik for denne test. Der er ingen implikationer for tilliden til selve Trident-missilsystemet og lageret, skriver han ifølge AFP.

Ubåden HMS "Vengeance" i flådebasen Faslane nær Glasgow i Skotland. De tre andre ubåde i den britiske atomstyrke er HMS "Vanguard", HMS "Victorious" og HMS "Vigilant" Den første af de fire blev leveret til flåden i 1993. (Arkivfoto). Foto: David Moir/Reuters

- Der er heller ikke nogen implikationer for vore evner til at affyre atomvåben, hvis der opstår omstændigheder, hvor vi må gøre dette.

USA og Storbritannien siger, at der igennem årene er foretaget 190 succesfulde test med Trident-missilsystemet.

Ifølge Reuters kan den kiksede test måske give regeringen politiske problemer, for det er ikke det eneste problem, som flåden har på et tidspunkt, hvor der er internationale spændinger.

Tidligere i denne måned måtte flådens flagskib, hangarskibet HMS "Queen Elizabeth", melde afbud til en stor Nato-øvelse på grund af problemer med en propel.

BBC skriver, at hvis testen i januar var gået efter planen, skulle Trident-missilet være fløjet adskillige tusinde kilometer. Det skulle så slå ned et øde sted i Atlanterhavet mellem Vestafrika og Brasilien.

Den mislykkede test i 2016 blev foretaget fra ubåden HMS "Vengeance" - også i havet ud for Florida.

Dengang skrev The Sunday Times, at det skulle være fløjet 5954 kilometer, inden det skulle falde i havet ud for Vestafrika.

Et Trident-missil uden sprænghoved testes. Billedet er fra den 26. marts 2018, da missilet blev testet af den amerikanske ubåd USS "Nebraska" ud for Californiens kyst. (Arkivfoto). Foto: Handout/Reuters

Det tog i stedet en kurs mod USA.

Årsagen til fejlen, og hvad der skete med missilet, er hemmelig, skrev avisen.

/ritzau/

Storbritanniens atomvåben

* Det britiske arsenal af atomvåben affyres med Trident-missiler fra ubåde.

* Trident-missiler er lavet af det amerikanske selskab Lockheed Martin. Sprænghovederne laves i Storbritannien.

* Den britiske flåde har fire ubåde, der er bevæbnet med atomvåben.

* Et Trident-missil er 13 meter langt og er udviklet til at kunne ramme mål næsten 6500 kilometer væk. Missilet affyres, mens ubåden er neddykket. Når missilet kommer op til overfladen, er det udviklet til at antænde hjælperaketter, som sender missilet op i den planlagte bane mod målet.

* Den første af de fire ubåde af Vanguard-klassen blev leveret til flåden i 1993. Det var HMS "Vanguard". Det er planen, at flåden får nye ubåde til atommissilerne i 2030'erne. Det bliver ubåde af Dreadnought-klassen.

Kilder: Reuters, AFP.

/ritzau/

Grant Shapps, den britiske forsvarsminister, var om bord på ubåden, da den affyrede missilet, som fejlede. Billedet er fra Natos hovedkvarter i Bruxelles den 15. februar. Foto: John Thys/Ritzau Scanpix

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu