Britiske aviser hylder Kates graviditet
Begejstrede britiske aviser fejrer tirsdag nyheden om hertuginde Kates graviditet ved at rydde forsiderne.
Tabloidavisen The Sun skriver således "Kate Expectations" - et ordspil på Charles Dickens-romanen "Great Expectations" - på dansk store forventninger - som overskrift på forsiden.
- Mens William og Kate drager ud på denne nye rejse, så ønsker nationen et nervøst royalt par alt det bedste, skriver avisen i sin leder.
Selvom medierne generelt er glade for udsigten til en kommende prins eller prinsesse, er der også ængstelse at spore. For grunden til, at prins William og hertuginde Kate allerede meget tidligt offentliggør graviditeten, er, at Kate er indlagt med voldsom morgenkvalme.
Avisen The Daily Telegraph mener dog, at graviditeten giver anledning til en national fejring.
- Hvem ville ikke blive glad ved udsigten til en mors første barn, særligt en mor, der har vundet hengivenhed på grund af sin naturlige skønhed og ligefremme natur, skriver avisens lederskribent.
Avisen spekulerer samtidig i, om Kate kan være gravid med tvillinger. For den heftige morgenkvalme med navnet "hyperemesis gravidarum" har nemlig hyppigere forekomst under tvillingegraviditeter.
The Times har forsideoverskriften "Vi venter os", men advarer om, at parret med graviditeten kommer endnu mere i pressens søgelys, end det allerede er tilfældet.
- Hvis hertugen og hertuginden, der altid har beskyttet deres privatliv, følte, at deres liv var som guldfisk i et akvarium allerede, så er det intet i forhold til, hvad der kommer til at ske nu, skriver klummeskribent Valentine Low.
The Daily Mail har overskriften "En nations glæde - en ægtemands nerver", mens tabloidavisen Daily Mirror på sin forside forudser, at Kate kan forblive indlagt i "dagevis".
/ritzau/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned